En aftægtskontrakt.

En aftægtskontrakt.
af: WillyHelbo nyhedsbrev april 1990

Efter at daværende socialminister K. K. Steincke i 1933 fik gennemført socialreformen, er tilværelsen for vore ældre blevet betydelig lettere med årene - de kan nu eksistere for efterløn og folkepension.
Men engang var der kummerlige forhold for de ældre. Mange ældre ude i landsbyerne (og da forøvrigt også i købstæderne) hutlede sig igennem alderdommen ved almisser og betleri. Andre kunne lige med nød og næppe tjene til det daglige brød ved f. sek. vævning og husflidshåndværk. Til de store højtider, påske, pinde og især jul delte landsbyens gårdfolk lidt ekstra sul, mælk og andre naturalier ud til de ældre og andre fattige, som ingenting havde, så de i hvert fald kunne blive mætte i helligdagene.
Gårdmændene klarede sig bedst, når de blev så gamle, at de ville afstå gården til yngre kræfter. I fæstebondens tid blev der ofte indføjet i fæstebrevet, at den nye fæster (det var gerne en søn eller svigersøn) skulle forsørge den gamle fæster og hans hustru, så længe de endnu levede. Da bonden blev selvejer, blev der udfærdiget en aftægtskontrakt ved afståelsen, og denne kontrakt blev tinglyst på gården. De nye gårdfolk forpligtede sig til at forsørge de gamle i resten af deres levetid.
Der var stor forskel på præstationerne i disse aftægtskontrakter. De fleste kontrakter var meget rimelige i deres indhold, men andre var stillet så hårdt op, at vi synes, det må have været en alt for stor byrde for den nye mand i gården. En sådan aftægtskontrakt skal der fortælles om i det følgende.
Gårdejer Anders Christensen Bonde i Lund ved Trustrup (Homaa sogn) blev født i Albøge den 14. januat 1822, søn af gårdmand Christen Nielsen Bonde og hustru Ane Sørensdatter. Han blev gift den 2. august 1846 i Homaa kirke med Kirstine Marie Rasmusdatter, der var datter af fæstegårdmand Rasmus Simonsen og hustru Inger Cathrine Nielsdatter i Lund. Kirstine Marie Rasmusdatter blev født den 9. juli 1823 i Grenaa, hvor hendes forældre dengang boede. Senere overtog de fæstet af gården i Lund under Hessel.
Nogle måneder efter brylluppet overtager Anders Bonde fæstet af gården efter svigerfaderen, for i en kontrakt af 6. januar 1847 påhviler der Anders Bonde en aftægt til Rasmus simonsen og hustru. Den 24. januar 1849 udstedes skøde på gården i Lund til Anders Bonde, og tinglysning finder først sted den 5. november 1849. Den 19. november 1849 bliver aftægtsforpligtelsen fra 1847 også tinglyst på gården.
I samme november måned 1849 er Kirstine Marie Rasmusdatter højgravid og der kan ikke være mange dage til, hun skal nedkomme. Den 23. november føder hun hendes og Anders Bondes tredie barn, datteren Ane Andersen Bonde. Den 3. februar 1872 blev Ane Andersen Bonde gift i Homaa kirke med Søren Jørgensen Katholm, Homaa. Søren Katholm blev født den 17. oktober 1846 i Homaa, søn af gårdmand Jørgen Sørensen Katholm og hustru Laren Marie Nielsen, Homaa. Ane og Søren bosatte sig i en gård på Homaa Hede, som Søren havde købt. Her boede de indtil 1880, da de flyttede til Lund, hvor Søren Katholm skulle overtage sin svigerfader, Anders Bondes gård, som Anders Bonde udstedte til Søren Katholm, og hvori  der var indføjet en 11-punkts aftægtskontrakt, havde følgende ordlyd:
"Underskrevne gaardejer Anders Christensen Bonde af Lund gjør vitterlig at have uden foregaaende skriftlig kjøbe kontrakt solgt og afhændet ligesom jeg herned sælger skjøder og aldeles afhænder til gaardejer Søren Jørgensen af Homaa den efter skjøde af 24. januar 1894 tinglæst 5. november s.a. mig tilhørende eiendom matr. nr. 2a af Lund af hartkorn 3 td 3 skp 0 fdkr 2 album og den dermed hørende parcel matr. nr. 3c sammesteds af hartkorn 6 skp 1 fdkr ½ album med de på eiendommen værende bygninger med muur og nagelfast eiendommens inventarium, avl og afgrøde alt saaledes som det fortiden forefindes og er kjøberen paavist.
Salget er sket paa følgende vilkaar.
1.
Kjøberen overtager straks det kjøbte der fra dato staar for hans regning og risiko i enhver henseende.
2.
Kongelige og kommunale skatter og afgifter saavel som tiender der opkræves fra dato udredes af kjøberen.
3.
Kjøberen er bekjendt med at jagtretten er forbeholdt proprietair Lichtenberg for hans og eftermands eiertid af Hessel, og efter den tid gaardens eier ogsaa maa jage.
4.
Kjøberen og efterkommende eiere af  det kjøbte udreder til mig og hustru Kirstine Marie Rasmusdatter følgende aftægt saalænge vi er i live.
a. Han kjøber eller bygger et hus til os paa mindst 5 fag tilligemed en lille haveplads, som han indretter til beboelse efter vor anvisning, og hvoraf vi have fri og udelukkende afbenyttelse i vor livstid, medens det selvfølgelig er kjøberens eiendom og falder tilbage til ham, naa vi afgaa ved døden, dog kun forsaavidt gaarden ikke sælges af den nuværende kjøber, thi i saa fald er huset med have vor eiendom.
b. Aarligt leveres os 3 td rug, 3 td byg, 1 td malt, 3 td kartofler, 1 slagtet gris paa 8 lispund vægt, 3 lispund smør, 1 lispund ost, 1 skp boghvedegryn, 1 lispund hør, 10000 stk tørv, 1 favn brænde samt i penge 100 kr.
rug, byg, malt oh kartofler leveres med halvdelen hver 1. maj og 1. november, grisen, ost, boghvedegryn og hør om efteraaret, smør maanedlig, tørv om sommeren i rette bjergningstid frit indsatte i tørvehuuset, brændet om sommeren, og pengene med 25 kr. hver 1. maj, august, november og 1. februar. Alle præstationer leveres forud og skulle være gode og forsvarlige varer.
c. Hver mortensdag leveres 2 gjæs og 4 ænder som skulde være fedede. Samtidig leveres og 1 skp kogeærter.
d. Daglig leveres os 3 potter nymalket mælk.
e. Kjøberen fodrer og græsser for os 1 kvie og 2 faar med yngel ligesaagodt som hans egne kreaturer.
f. Kjøberen skal i sygdoms tilfælde give os fri læge og medicin, ligesom han er forpligtet til at besørge og bekoste vor vask, saavelsom til at besørge vort korn til og fra mølle, vort brød bagt og vort øl brygget.
g. Kjøberen skal paa forlangende hente os et læs strandsand om aaret.
h. Kjøberen er pligtig at yde os fornøden pleie og opvartning og om forlanges pligtig at lønne og koste en pige til vor udelukkende opvartning.
i. kjøberen er pligtig til at give os befordring til 6 kjøreture paa forlangende.
k. Naar en af os afgaaer ved døden bortflader 1/3 deel, skriver en trediedel af aftægtspræstationerne.
l. Aftægten skal leveres paa aftægtsfolkenes bopæl der indrettes til dem, skal  den leveres hvor de tage bopæl indenfor en afstand af 2 miil men i saa fald bortfalder præstationerne fra d til g inclusive.
Den foran betingede aftægt prioriteres i de afhændede eiendomme næstefter 25.000 kr. med eiendommens besætning og inventarium, og med aftrykningsret indtil næstefter 18.000 kr. naar den obligation paa  9000 kr. som kjøberen idag har udstedt til mig indfries eller nedbringes og bliver nærværende skjøde tillige at tinglæse som pantebrev for aftægten.
Og da kjøberen nu har berigtiget den akkorderede kjøbesum 25.000 kr. skriver fem og tyve tusinde kroner, hvoraf 6000 kr. angaaer for besætning og inventarium ved at han overtager og indfrier uden ansvar for mig paa eiendommen hæftende prioritetsgjæld af beløb 16.000 kr. og indfrier beløbene uden ansvar for mig samt forrenter disse saaledes at han betaler renter som forfalder i 11. juni termin førstkommende og fremdeles samt har udstedt obligation til mig for resten 9000 kr. da skal de indbemeldte eiendomme herefter tilhøre ham med samme rettigheder og forpligtelser hvormed den har tilhørt mig og saaledes som ældre adkomster hjemle.
Underskrevne Søren Jørgensen erkjender herved paa foranførte vilkaar at have erholdt den indbemeldte eiendom overdraget og meddeler herved for aftægten den betingede prioritet.
For det stemplede papirs skyld ansættes indretningen af aftægtsbolig til    1000 kr.
Aftægtspræstationerne til 450 kr. aarlig for 5 gange                                          2250 kr.
Hertil kjøbesummen                                                                                               25000 kr.
ialt           28250 kr
heraf 6000 kr. for løsøre.
Dette til bekræftelse under vore hænder i vidners overværelse
p.t. Grenaa d. 16. april 1880.
Søren Jørgensen                Anders Christensen Bonde"
Anders Bonde har i hvert fald forstaaet at gøre sine krav gældende, da skødet og aftægtskontrakten blev udfærdiget. Når dertil kommer, at Søren Katholm havde mange andre udgifter at udrede såsom tiender, skatter, afgifter, renter og afdrag m.m., så har denne aftægtskontrakt været en stor byrde oveni. Anders Bonde var aftægtsmand i gården i 29 år indtil 1909, da han døde 87 år gammel.Hans hustru, Kirstine Marie Rasmusdatter døde i 1899, 75 år gammel.
Men Søren Jørgensen Katholm har været en dygtig landmand. Han klarede sine forpligtelser og blev på gården i Lund, indtil han afstod den til sin søn Karl Jørgensen Katholm. Søren Katholm døde i 1928, 82 år gammel, og hustruen Ane Andersen Bonde døde i 1934, 84 år gammel.


En gu' preken.
af: Bodil Rasmussen nyhedsbrev dec. 1988
Vort præstepar skulle rejse fra os.
Havde vi været byfolk, ville vi nok ha' brugt ordet "elske", "vi elsker vor præste og præstefrue" ville vi ha' sagt. Men vi er ikke vyfolk, vi er bønder, jydske bønder. Derfor rutter vi ikke gerne med de store ord. Nøjes hellere med det mere stilfærdige, næsten undseelige: "som da præjsten å hans kuen æ no gjæv mennesker!"
Efter en sådan udtalelse vil det ikke undre nogen, at det var med en blanding af nysgerrighed og sørgmodighed, vi kikkede på den sjællandske rutebil, der en søndag eftermiddag holdt udenfor vort hjemlige kirkegårdsdige, og at blikkene, der blev de fremmede menighedsrådsmedlemmer til del, absolut ikke var venlige.
De sagde så meget som: "I ka' bare prøw po å ta' wo præjstfolk fra wos!" At samme præstefolk selv havde været ude om besøget, og oven i købet ønskede det, faldt nok ikke os alle ind, sådan lige på stedet.
Det blev til et sjællandsk præstekald og dermed også til en vemodig afskedsfest for et afholdt præstepar.
Men livet skal gå sin gang, og nu var det vores tur til at være ude om en ny præst. Embedet blev opslået ledigt, og der meldte sig en snes ansøgere, af hvilke man bestemte sig til at høre de 10. I de følgende søndage rejste da det samlede menighedsråd, hvori jeg også havde sæde, land og rige rundt for at "høre" de forskellige kandidaters udlægning af dagens tekst.
Det var i en sådan anledning, jeg efter 22 års forløb gæstede min barndoms lille landsbykirke. Skønt relativ kort vej dertil havde jeg ikke besøgt den siden jeg som 11-årig sammen med mine forældre og søskende rejste til det sogn, i hvilket jeg siden har levet.
Nu stod jeg igen ved denne kirke, hvor jeg engang blev holdt over dåben. Men nu var det som gæst. Nu var jeg en fremmed, der ikke hørte til her. Og så var den lille landsby ved kirkens fod, med dens pulserende liv, skolen, købmandsbutikken, forsamlingshuset, smedjen, genforeningsstenen, så var den dog engang genstand for min og mine søskendes inderlige kærlighed og længsel.
Nu var jeg her igen. Var her tilligemed et hold menighedsrådskolleger, der skulle høre en tilrejsende teolog, kandidat til det ledige præsteembede i vort pastorat, udlægge ordet for os.
Jeg havde glædet mig til at gense stedet. Skønt det er så rigtigt, hvad en barndomsbekendt, Arne Hjulmand, siden har skrevet til mig: "Jeg længes aldrig tilbage, hverken til barndommens eller ungdommens år. Jeg synes, det er nu, det sker - altid!" så er det dog også rigtigt, at "af fortids rod gror fremtids håb", og at folkets arv af dybe stærke minder er en værdifuld arv at få i eje.
Nu var jeg her altså igen. Vi var ankommet i så god tid, at der var stunder til at stå lidt på den høje kirkebakke og se på landskabet, der lå udbredt for vore øjne. Åh, så smugt det tager sig ud heroppefra! Sikke dejlig blå kanalen snor sig. Derovre ligger Djursgaardsskoven og krattet med det idyllisk beliggende Krathus. Lige noget for en naturralistisk maler eller tegner. Derovre var det, mine søstre og jeg af og til hentede porøs bladjord til mors og Katrines potteplanter.
De´rnede ligger skolen. Hvor vi dog holdt af den! En stund står jeg og fortaber mig i minder. Det synes mig pludselig, som hører jeg toner dernede fra skolebygningen: "Hvad var del i verden det fattige liv med al dets fortærende tant - om ikke en plet med en dal og lidt siv vort hjerte i skælvinger bandt.." Sådan lyder ordene til de toner, der når op til mig. Men jeg ved godt, det er en association, og jeg vender mig og går hen mod kirkegårdslågen, åbner den og træder indenfor. Jeg styrer straks mine skridt mod en lille legekammerats grav. Ragnhild var sådant et smukt barn med de dejligste lyse krøller, man kan tænke sig. I barnlig alvor lovede vi engang hinanden, at den der først døde, skulle flyve ned på jorden og fortælle om, hvordan det var at være engel. Lille, lyse, glade Ragnhild døde som femårig, men ak, endnu har intet menneske fået at vide, hvad der skjuler sig bag dødens forhæng.
Mens jeg sammen med mine fæller og den fremmede præst stod i våbenhuset i stilfærdig samtale, kom klokkeren gående forbi ude på kirkegården. Nu var det tid at ringe sammen.Jeg kikkede på ham: Han havde pænt mørkeblåt tøj på og blankpudsede, spidse træsko. Jamen, det var jo Aksel, så jeg pludselig.
"Aksel - godaw Aksel!" udbrød jeg temmelig impulsivt og gik frem i døren.Han standsede et sekund, men der var ingen genkendelse at spore i hans ansigt. "godaw" besvarede han blot høfligt min hilsen, og så gik han hen til sit.
Under gudstjenesten så jeg mig stjålent om. På bængen de´r til højre sad jeg engang for længe siden sammen med mine forældre. Mor sad med familiens eneste ordentlige salmebog. Oprindelig havde vi to, men den med mors navn i havde vi børn ikke behandlet godt. Bladene var lasede, og det sorte bind var repareret med kinesertråd både her og der. I den sidste tid havde vi fået lov at låne fars salmebog i skole, når blot vi ville behandle den pænt.
Som mor nu sidder og blader i denne bog, falder der to glansbilleder ud og hvirvler ned på det gule stengulv. Det ene billede er en tyk sort missekat med en drabelig rød sløjfe om halsen. Det andet er Rafaels engle med buttede arme hvilende på ligeså buttede skyer. Mor bøjer sig hastigt og samler billederne til sig. Så ser hun op og møder fars blik, og de smiler begge i medvidende fællesskab.
Nu sidder jeg atter i barndommens kirke. Og mens minderne ligesom slår kreds om mig, ser jeg den fremmede præst gå op på prædikestolen og folde hænderne i bøn. Men stadig kan jeg ikke løsrive mine tanker fra det, der var. De mange små ting kommer og går i glimt. For en stund er tiden rykket tilbage. Barndom, nu er jeg her igen. Lad mig se: Det er sommeraften. Vi sidder og spiser ved det gamle bord i køkkenet med det ujævne stengulv og den blå tinrække. Fars arbejdstøj er hvidt af støvet fra kalkbakken, og hans øjne er trætte og matte.
"Det goe jo nok ålsammen", siger han og sukker i det samme. Mor nikker opmuntrende. Ved hendes plads er der en plet, hvor bordet er særlig slidt. Det er brødkniven, der tusinde gange har stødt mod bordet, når mor skar brød. Rundt om bordet sidder en flok solblege unger, en af dem, en bitte tøs, ta´r ned i sin forklædelomme.
"Prøv å si, jæ hå fåt så´n pæn gul stien a´  Grethe, siger hun og rækker den hen mod mor. Mor ta´r den og kigger lidt på den. Så holder hun den op til munden og klimtrer imod den med tænderne.
"Jamen det æ jo rav", siger hun "gjemén endelig, bette ven! Nå´do å komme´u å tien, helle nå´do blywe stur, så ka´do lawwet dæ et ravsmøk".
Da vi er færdige med at spise, går far ud til husgavlen, hvor savbukken står. Her giver han sig i lag med at save "stød", d.v.s. trærødder, han møjsommeligt har gravet op ude i Rørholmsskoven. Far har altid været en flittig mand, og disse "stød" kostede "kun" arbejdet og udgjorde sammen med tørv og grankvas familiens brændsel. Mangen en sommeraften, efter endt dagværk i kalkbakken, har han stået ved dette fredelige stykke arbejde, som han nød, fordi det gav ham ro til overvejelse af det ene eller det andet.
Billedet skifter, nu er det vinter. Første nytårsdag om morgenen, eller rettere: et stykke op ad formiddagen. Vi børn har netop, sammen med mor, siddet og fornøjet os over de grimme karle, der aftenen i forvejen, altså nytårsaften, havde hittet på at hive Karen Smeds uskyldige, men galsindede dværgkok ind i smedens seng. Men så blev vor munterhed afbrudt af far, der med uredt hår løb rundt og ledte efter sine bukser.
"Hue æ di da?" sagde han ærgeligt. "Jæ lodem jo po sovkammerstuelen i jaws, da jæ trak i di nøj. Mor, do må da vee, hue di æ!"
"Må jæ veet? Det må jæ helles nok sæj!" forsvarede mor sig. "Da ka' jæ godt fåtøel dæ, at jæ rende' ent i dem".
Så fik e'n af os pludselig øje på gennem stuevinduet, at de hang i "Klatretræet" ude i den rimfrosne have. Vinden viftede dem frem og tilbage og fyldte ben og buksebag mere ud, end far var i stand til.
Nu huskede mor en lille ting, der var kommet karlene og deres trang til harmløse nytårsløjer til hjælp. "Vinduet derind' stoe jo osse po klem", nikkede hun hen mod soveværelset.
Billedet skifter igen. Alle de skikkelser, der tilsammen var med til at præge og karakterisere min barndoms landsby, passerer revy for mig: D'er er Sofie Snedker, der havde sådanne store gule blommer i sin have. De'r er tandløse Søren Morbror med vækkeuret. De'r er Martine og Hans Tækker. De'r er Agnes og Daniel. De'r er fingersnilde Kristian Brøndgraver, hvis alsidhed var imponerende. De'r er Gammel-Kaiser med Geden. Han er i blåstribet bluse, der er falmet tværs over den runde ryg. Som han går der, hvidskægget og med ludende holdning, er han ikke ganske ulig vor store billedkunstner Joachim Skovgaard.
Ja, Gammel-Kaiser og hans svenske Carolina. Jeg så deres gravsten nu, før jeg gik ind i kirken. Carolina var en rar sjalsklædt kone med en god bolchedåse. Havde vi børn gjort Caroline en tjeneste, og var dåsen uheldigvis blevet tom, så skulle vi blot komme om fredagen, for så kom Grenaa-brugsens hestetrukne varevogn med ny forsyning.
Og jeg husker de mange gange, vi morede os med at gynge på de svære jernlænker, der omgav genforeningsstenen. På stenen stod der de smukke ord: "Med sejrens dag for retfærds sag skal denne sten staa minde". Når vi opholdt os her, kunne vi kikke op til Gammel-Kaisers hus. Ofte så vi ham da komme trækkende med sin ged. Den skulle tøjres ned ved kanalskråningen, hvor der var masser af saftigt græs. Uheldigvis var samme ged rædselsslagen for barnevogne, og vi børn holdt af turen langs kanalen og engene. En dag rev den sig løs ikke mindre end tre gange og strøg afsted med tøjret efter sig, hjem til Kaisers lille hus. Og Kaiser - gud glæde hans sjæl i himmerig - traskede med små tålmodige gammelmandsskridt lige så mange gange tilbage til kanalskråningen med sin nervøse Mette.
De'r er lille trivelige Dorthea, hvis persille altid var længere fremme end andre folks, og hvis lille have var et myldrende liv sommeren igennem. Og se - der er frøken Nielsen, vor ejegode lærerinde. Hun har lige bjerget en fugl ud af skolens dorte Kakkelovnsrør. Desværre døde den i hænderne på hende.
"Kom børn, så går vi om i haven og begraver den" siger hun mildt.
Åh, de'r er Petrine.  Hende gik der bud til, når gårdens gammeløl skulle brygges, hun kunne det gamle gøremål. Jeg ser for mig hendes magre, benede hænder og arme arbejde over de to dampende grukedler i Kathrine og Chr. Præst's store bryggers med alle de hvidskurede, propre brugsting.
Chr. Præst (Andersen) var sådan en stor rar mand. Gården, han ejede, var hans fødegård, og den var som de øvrige Enslev-gårde blevet genopbygget efter en voldsom brand i 1887. Jeg huskede, at der på væggen i forgangen var malet en meget smuk egekrans, som vi søstre ofte kikkede på, når vi havde lejlighed dertil. Indenfor kransen stod det følgende: Vort huus forgik ved ild, opført det er paany. Gud skiænke her os ly, os helbred, daglig brød indtil vor død. Niels Andersen, Rasmine Andersen, anno 1887.
De'r er Stines mand, Hans Bonde, eller Hans Buend, som vi siger. Han har en krum snadde i munden og tripper afsted med små gammelmandsskridt, bærende et firepunds rugbrød under armen. Rugbrødet har han lige hentet hos Alvilda henne i brødudsalget.
Så er der også Palle og Kjesten, Thorvald og Anders Friis og Kathrine og Kristian. Kathrine sagde altid, at jeg var hendes pige, og når hun skulle på kirkegården for at pusle om sine små døde børne grave, så skulle jeg bære riven eller blomsterne for hende.
Nej, men de'r er jo Trine, som er et helt kapitel for sig. Trine levede af sin aldersrente, desuden strikkede hun strømper til adskillige af byens familier. 50 øre pr. par, men så var de også langskaftede. Trine var ugift, "en gammel piig", som det hedder i landsbyens mål. Når vi børn havde ærinde til Trine, så skulle det nok passe, at hun sad på sin forhøjning ved "vønneret" og "båend", d.v.s sad ved vinduet og strikkede, alt mens hun fik sig en "bette pråt" med Stine, der var kommet i besøgelse. Og hver gang var jeg lige forundret over, som de gamle damer lignede den reklametegning fra Grüneberg Eddike, der hang i købmandens butik. På den så man en ryk og velnæret agurk, syltet i omtalte eddike, hilse på en mager og vissen kollega, der naturligvis ikke var syltet i Grüneberg Eddike.
Trine var en djærv kvinde, men en fyrig galskralle til at passe os, når far og mor en sjælden gang skulle til bys. Trine boede til leje i den ende af den gamle skole, der vendte ned mod kanalens badested, i hvilket byens køer, efter endt daggræsning i de tilstødende udtørrede Kolindsund-enge, kobbel for kobbel blev slået løs for at drikke. Her tilbragte vi børn om sommeren mange timer med at bade og soppe, og med at lave mælkebøttekrøller og små bitte stenomkrandsede havne med skibe af pinde eller træstykker, eller med at lade fingrene glide gennem den grønne andemad og betragte de tætte stimer af hundestejler. Som oftest havde vi en barnevorn med sprællevende indhold at tage vare på. Reagerede vi ikke altfor hurtigt på bittebrors vræl (det var ene brødre, vi fik), så blev Trines vindue slået op med et smæk, og derinde fra forhøjningen beordrede hun os med små arrige foxterrierbjæf til at ta' os af bånet. Og sikke vi ha' stilt bøenvognen. Var vi ud po, te den sku' trel i wandet? Men no ku' vi li' vent, så sku' wo fa-er og mor nok fo'et å veed...
Vi ku' alligevel godt li' Trine. Hun hørte nu engang til. Vi ku' li' at være i hendes stue. Hun havde så mange interessante ting at kigge på. Mest kikkede vi på en lillebitte sort træsko med påmalede gule roser. Den stod på Trines sybord mellem en mængde andet nips. Vi syntes den var så pæn. Der var også en ganske særlig lugt i Trines stue. En blanding af æbler og kamfer og starin. Vi ku'n godt li' den lugt.
Trine var med til at præge min barndoms landsby. Når jeg lukker øjnene til, ser jeg hende tydeligt, som hun så ud, når hun, uden nogensinde at være indbudt, gik til aftenkaffe hos såvel gårdfolk som arbejdsfolk. På mørke aftener havde hun i hænderne, foruden stokken med det mærkelige metalhoved og foruden den sorte hæklede kvasttaske, hvori gemtes bindhuesen samt to indpakkede sukkerknalde, foruden alt dette havde hun en lille smedejernslygte med et blafrende starinlys, som kastede små skygger hid og did under hendes ujævne gang:
Hos os kunne vi altid høre, når det var Trine, der kom, med sin spidse halmsåleforsynede træsko rimsterede hun i forgangen på en særlig måde. "ok da, no komme' det gammel lyw", sagde far og mor halværgeligt til hinanden, for i næste minut på hjertelig vis at udbryde: "Jamen goawten Trine og velkommen!" Et lille bidrag, dækket ind af gæstfrihedens uskrevne lov. Det endte dog altid med en virkelig hjertelig stemning. Om ikke før, så kom den, når den første kop kaffe, iblandet cikorie, var drukket, og Trine ved den anden havde fået sine to sukkerknalde lirket frem, samt blindhuesen, som hun behandlede med virtuositet. De blanke pinde gik og gik, uden at hus havde øjnene ved dem. Engang imellem jog hun e'n af dem ind i sit hvide hår så hastigt, at den et kort nu reflekterede petroleumslampens skin.
"Jow si", sagde hun, "Det må jo ha' won i 1887, det or, te det mjæst af bøjen bræend. Jæ tient i Niels Præjst's gor, å jæ ka' hows, at jæ war lii bløwwend færdi'  mæ å skrob det hwi'skure' gol i stowwen. Så kom di jo rowen, te det bræend, og the hwa, vi fæk jo småtravlt mæ å bjørre tingen' u. Vi ræend jo frem å tebåeg i jet væk. Men sjæl om det hiele wa po vej te å sto i lyws luu, så ku' jæ no allywel ent fo mæ sjæl te å behold' min' beskidt træskow po, næ te jæ sku' ind po det ren' gol i stowwne a ha' fat i nowwen a sagerne. Så dem sat jæ fra mæ ved døren hvæ jennest gang. Og si, det bløwwet jo endda no grinen o. Ja, bagette' sidenhen, fåsto' sæ! Da det hiele igjen wa falden i law. Men min jen træskow sat jæ te. Den bræend osse."
Nej, stemningen var der aldrig noget i vejen med. Heller ikke,når far og Trine snakkede politik, og Trine, som den nidkære venstrekvinde hun var, sagde at ham Stavning var en pjokrøw og et toskhoved. En udtalelse, der havde den samme virkning på far, som den noksom bekendte tændstik til krudttønden. Det var i de år, arbejdsløsheden såvel som landbrugskrisen kastede lange skygger ind over de tusinde af hjem. Også over vores.
Nu blev det til hele små fejder mellem far og Trine. De drøftede socialdemokratiets vældige sejre ved valgene i 1932. De drøftede præsident Roosevelts planøkonomi som vore egne hjemlige affærer: bondetoget til Christiansborg, delegeretmøder og formandsvalg i L.S., ministeriet Staunings sociallovgivning o.s.v. Åh, den Stauning! Han var stedse min fars store lysende høvding og folkefører.
Jeg vågnede pludselig op, da den fremmede præst går ned fra prædikestolen. En af mine kolleger bøjer sig hen mod mig. "Det var helles en gu' preken", siger han lavmælt, ligesom for at få sin mening understøttet.
"Ja, det - øh, det var'et vis", stammer jeg med et lille stik i samvittigheden. Hvilken dårlig repræsentant for de hjemlige anliggender! Faktisk var det meget lidt, jeg havde opfattet af den sikkert velforberedte prædiken.
Jeg havde været på rejse i barndommens tabte land.