Barndomsminder fra Lykkesholm.

Barndomsminder fra Lykkesholm.
af: Eigil Nielsen, Trustrup nyhedsbrev dec. 1987

Lykkesholm  er en mindre herregaard, der ligger 3 km. syd for Trustrup. Mine forældre kom til Lykkesholm fra Hessel ved Grenaa den 1. november 1916. Jeg kan svagt huske, at vi flyttede fra Hessel til Lykkesholm. Vi boede først i et gammel hus med tre lejligheder. Huset blev kaldt Viborghuset, og det lå  i hjørnet Ballevej og Diverhøjvej. Det var et gammelt og utæt hus. Vinden peb ind ved vinduer og døre. Taget var af strå men tæt, så vidt jeg husker.
Jeg kan huske en dag om vinteren, hvor det havde været snestorm om natten, at køkkenet var føget fuld af sne. Mor og far fejede sne ned af hylder og vægge. Brønden, som var en åben brønd med et rækværk omkring, var helt fyldt med sne. Min far sømmede en lægte på skaftet af sin skovl, så han på den måde kunne rense sneen op af brønden.
Jeg tror nok, at min mor var meget utilfreds med så ringe boligforhold. Vi boede der da kun et årstid, hvorefter vi fik en lejlighed på gården. Det var en del af den såkaldte forpagterbolig. Den var i een af de nu nedrevne fløje. Det var heller ikke helt ideelt. Men så blev der et hus ledigt ude ved Ballevejen, den 1. maj 1918. Det var dengang et ret nyt hus, så det var en stor forbedring.
Der boede mine forældre resten af den tid, de levede. Far døde i 1964 og mor i 1969. Siden købte min broder Tage huset af Mogens Blach, og han bor der nu. Han har moderniseret det med nye vinduer og døre, nyt moderne køkken, badeværelse og centralvarme. Vand får han fra Trustrup Vandværk, som Lykkesholm med huse var blevet tilsluttet. Så han bor jo dejligt, og vi har bevaret vort barndomshjem til glæde for os alle.
Far holdt op med at arbejde på gården, som han sagde, nytaar 1956. Han fik så, da han holdt op, papir på, at de måtte bo i huset, så længe de levede. Det havde familien Blach bestemt som en tak for lang og tro tjeneste, næsten 40 år.
I dette hjem har jeg og mine brødre haft vores barndomshjem, et dejligt sted mindes vi nu bagefter. Vi færdedes frit i mark og skov. Vor far var jæger og naturmenneske. Da vi så blev så store, at vi kunne følge ham på jagtturene, oplevede vi en masse. Vi så fugle og dyr på marken og i skoven. Far fortalte om de forskellige arter og deres levevis. Vi så ræven gå på musejagt i engen, vi så grævlingen gå og rode i skovkanten, medens den gik og smågryntede.
Naturhistorietimerne i skolen var noget af det bedste ved skoletiden. Vi vidste tit mere end læreren, da vi havde set og oplevet meget i naturen, som ikke stod i bogen, når vi gik tur med far og hans hund. "Sådan husker vi ham bedst, når han gik over marken med bøssen og med hunden ved sin side", udtalte  Mogens Blach ved fars begravelse.
Der kunne fortælles meget om de jagtture - og om klapjagterne, som også var store dage for os drenge, der var med som klappere. Jeg kan huske, vi fik en hel krone i dagløn, og det var endda papirkroner. Nu tror jeg nok, de får en hel del mere. Efter klapjagten var der stor middag på slottet for jagtherrene med fruer.
Jeg vil nu i det efterfølgende komme ind på minder fra min tidligste barndom. Det er efter hukommelsen, da jeg ikke har ført dagbog. Fra min tidligste barndom husker jeg den første jul, vi havde på Lykkesholm. Da var vi til julefest på gården, det var nytårsaften, har min mor fortalt. Jeg husker, at min far, min næstældste broder, Arne og jeg sad i folkestuen i kælderen og spiste risengrøden med øl til. Jeg husker ikke, hvad vi fik mere, men der har nok også været steg, derefter kom vi op i havestuen til juletræ.
Jeg syntes, der var meget højt til loftet, så der kunne være et højt træ derinde. Jeg var jo kun kendt med de små lave stuer i Viborghuset. En ting, der også imponerede mig meget var de store lysekroner i loftet. Det har nok været ægte lys, som var deri, da det elektriske lys nylig kom nogle år senere.
Efter dansen om juletræet var der en lille gave til alle børnene. Hvor mange der var husker jeg ikke. Gaveuddelingen foregik på denne måde, at vi gik hen ril godsejeren, der sad i en stol inde i kontoret ved siden af. Han sad med en skål med nogle papirkugler i, og vi tog så en kugle, som far foldede ud, der stod et nummer, som svarede til et nummer på en lille ting, som vi så fik udleveret. Jeg fik en lille kniv med en kæde i. Jeg var meget stolt - tænk, at eje en kniv. Min broder fik en æske med trædyr i - nogle tynde nogen af fyrretræ, tror jeg nok.
Dagen efter legede vi så med de her ting. Det skal lige bemærkes, at vi ikke fik julegaver af vore forældre. De julegaver , vi fik i min barndom, var fra familie. Min mor havde en moster, der boede i Horsens, og derfra fik vi julegaver hvert år. Samtidig sendte hun en hel del aflagt tøj fra hendes børn og børnebørn. Hendes søn var manufakturhandler, så det var gode sager, vi gik. Men mine brødre og jeg legede så med de her ting, vi havde fået, det var bare ikke så godt med den her kniv, jeg havde fået, jeg opdagede, at jeg kunne skære Arnes dyr over med den. Det var jo ikke så godt, og mor lagde kniven væk, om jeg fik den igen, kan jeg ikke huske.
Mor og min lillebror, Ove var ikke med til julefesten, for han var kun et halv år dengang. Det var sidste gang, disse julefester for daglejere med børn blev holdt. Næste jul var den spanske syge begyndt at grasere, så der var ingen, der turde holde fest, da der jo var mange syge, også af gårdens folk. Siden blev skikken ikke genoptaget, i stedet tror jeg, at daglejerfamilierne fik noget sulemad fra godset. Jeg kan huske, far kom hjem med noget steg og flæsk nogle dage før.
Omkring 1919-1922 kom elektrisiteten her til egnen. Der bleb bygget en transformer ved mit hjem, og den er der endnu. Det er vist den sidste af de murede tårne fra den gang, de andre er revet ned og erstattet med mastetransformere.
Der blev rejst master og trukket tråde langs veje og hegn - nogle store master til højspænding, mindre til lavspænding. Vi drenge gik jo i hælene på elarbejderne og fik en masse at vide om , hvordan elektriciteten skulle bruges: til lys og til at trække maskiner. Når der blev trukket tråde hen til husene, kunne man få lys i stuen ved at trykke på en knap. Det lurede vi en hel del på. En knap var efter vores mening noget, som sad på tøjet, så hvordan den kunne give lys, var jo et mysterium.
Jeg kan huske, min mor var meget betænkelig ved de her tårne og master, der var fulde af elektricitet. Hun havde hørt, det kunne slå folk ihjel, så vi fik strenge påbud om at holde os på lang afstend af det farlige skidt. Men vi opdagede jo snart, at det ikke var så farligt endda. Vi fulgte med stor interesse, hvordan strømmen blev anvendt inde på gården, som vi sagde. Vi så, når de satte den store elmotor igang ved at dreje på et par håndtag, når der skulle tærskes. Den gik helt lydløs, slet ikke som dampmaskinen, der prustede og hvæsede, eller petroleumsmotoren, der når den drev kværn og andre mindre maskiner, gav nogle kraftige pust fra udstødningen. Elmotoren hverken røg eller dampede, det var årsag til megen undren.
Den 1. maj 1920 startede min skolegang i Balle skole. Min mor fulgte mig dertil den første dag. Vi skulle ellers til Trustrup skole, men der var ikke så langt til Balle, så der gik jeg i skole i 1½ år. Da blev der så mange børn i Balle skole,  at dem udensogns fra blev sendt til de skoler, de hørte til. Vi var 5 - 6 børn fra Lykkesholm, som kom til Trustrup skole.
Da der her begynder et nyt afsnit af min tilværelse, lad os så holde her. Det kan så måske blive til noget mere en anden gang.