Nyt fra Hjemmesiden

Slægten Rosenkrantz

Af Peter Astrup Madsen, Karlby

Jeg var i efteråret 2017 til et spændende foredrag med Carsten Porskrog Rasmussen, Overinspektør ved Sønderborg Slot. Det foregik i regi af Foreningen Norden, Kalø Vig Afdelingen. og drejede sig om slægten Rosenkrantz. Carsten er uddannet historiker ved Aarhus Universitet og var i sine unge år guide på Rosenholm. Han er opvokset i vores lokalområde, og det er sikkert med denne baggrund, at han har specialiseret sig inden for herregårdsforskning og landbohistorie. Jeg tog et nogenlunde fyldestgørende referat af Carstens indlæg, men har efterfølgende måttet uddybe det med litteraturopslag. Jeg håber, det må give lidt mening, evt. som inspiration for dit næste besøg på Rosenholm Slot. De fleste i vores område føler nok en særlig tilknytning til Rosenholm, der både har givet navn til den tidligere kommune og et nuværende seniorblad.

 

 

 

Rosenkrantzerne er nok den mest markante slægt i Danmark - og en gammel østjysk slægt. Op mod en fjerdedel af alle Danmarks herregårde har på et tidpunkt talt en Rosenkrantz i ejerrækken. I 13-1400 tallet var betegnelsen for fornemme mænd Ridder benævnt som Hr. foran navnet. I 1500 tallet fik navnet tilknytning til det at være adelsmand. For at være adelig skulle man være født i ægteskab, ligesom faderen skulle være adelig. Det betød, at man ikke længere blev nævnt ved patronymet: at søn tager efternavn fra faderens fornavn, sådan som tilfældet var for de første 8 led af Rosenkantz-slægten. Se også Resumé til slut i artiklen.
(I det følgende er stamfædre fremhævet med fed kursiv og ejere af Rosenholm med fed normal.)

Den ældste familie – Jørgen Rosenkrantz’s forfædre

Slægten startede med udgangspunkt i Hevringholm ved Vivild (Norddjursland), hvor
der var stamsæde i midten af 1300 tallet. Fra begyndelsen havde man det skråtstillede skakbrætmønster på blå og rød baggrund i våbenmærket. Løverne blev dog først introduceret i 1527, da rosenkantzerne antog navnet officielt.
Der er lidt usikkerhed om de første ejere, men rækkefølgen er mest fra far til søn. Iver Drost er nævnt i 1308 og dennes søn Niels Iversen i 1341. Jens Nielsen er den første til at benytte våbenskjoldet. Ved hans død i 1380 følger sønnen Niels Jensen – den yngste i den svenske linje. Han døde i 1418 og efterlod sig 5 sønner.
Den ældste af sønnerne, Otte Nielsen, må nok betegnes som stamfaderen til Rosenholm. Han var i ægteskab med den noget ældre Else Holgersdatter – enke af Bjørnholm (nuværende Høgholm). Otte var i 1440 lensmand på både Kalø og Ålborghus og udnævntes til rigshofmester (det højeste ikke kirkelige embede), efter at have knyttet sig til Gyldenstjerne-familien, der var blandt den jyske adels førstemænd. Som rigshofmester måtte han i 1448 tage stilling til valg af grev Christian af Oldenborg som ny konge, hvilket blev starten på den oldenborgske linje.
Det kom til konflikter med Jens Iversen Lange, der var biskop i Århus og i fejde med brockerne på Gl. Estrup – en lidt rockeragtig fejde med 5-7 dræbte. Der var ingen egentlige domstole. Man måtte selv håndhæve sin ret, og det var lovligt at føre den slags fejder. Kampen stod mellem Clausholm, brockerne på Gl. Estrup og Århus-biskoppen, der havde betydelige interesser på Djursland, bl.a. Holmgaard - det senere Rosenholm. 
Hovedsædet var nu Bjørnholm, der fik et nyt birkerets-dommersystem. (Birke fra det tyske Bezirk = område).
Otte Nielsen havde stået for en del kirkebyggeri bl.a. Marie Magdalene Kirke i Ryomgård samt kirken i Tirstrup. Han byggede ligeledes Bregnet kirke - en lillesøster til Tirstrup kirke. Derudover var han beskytter for Mariager domkirke og Gråbrødre kirke i Randers.

Sønnen Erik Ottesen blev foruden Kalø også lensmand på Skanderborg Slot og Koldinghus og sad i rigsrådet i 30 år, heraf som rigshofmester i 25 år og blev en af Chr. 1. vigtigste rådgivere. Otte og Erik markerede sig som højdepunkterne i rosenkantzernes politiske magt, da de begge fungerede som rigshofmestre.
Erik, der var enebarn, havde arvet herregården Bjørnholm efter sine forældre. Derudover købte han herregården Skjern ved Nørreåen og overtog i 1483 Boller Slot (ved Horsens), der herefter var i rosenkrantzernes eje frem til 1621. Han ejede endvidere Bidstrup, Skærsø og Møgelkær. I alt ejede han 6 herregårde og 800 bøndergårde bl.a. Ryomgård. Han dør i 1503.

Erik Ottesen havde 3 sønner og 4 døtre. Af de to sønner får Niels Eriksen Bjørnholm og Skjern. Holger Eriksen, den yngste, får Boller slot + 50 fæstegårde, men Holger Eriksen døde før sin fader. Det var derfor i 1. omgang broderen Niels Eriksen, der tegnede familien. Niels Eriksen døde 1516 og for en kort periode var rosenkrantzerne ude af rigsrådet. Det var i reformationstiden omkring 1520, men sønnerne var langt hen ad vejen overbeviste katolikker.
Niels efterlod sig tre sønner, Holger to. Der var altså 5 fætre i årene omkring 1520. Frederik 1.

befaler nu, at adelen skal føre et fast familienavn som efternavn (i tillæg eller) i stedet for patronymet. Det bliver således Holger Eriksens søn Otte Holgersen til Boller, der som den første benytter navnet Rosenkrantz. Selve navnet skulle ifølge en familie-krønike stamme fra en Ridder Erik af Hevringholm, der på Knud den Stores tid havde besøgt paven og ved afskeden fik overrakt en rosenkrans til at lægge omkring sin hjelm.
Det kom til Grevens Fejde, hvorunder to adelsfamilier i 1534 blev dræbt af skipper Clements bondehær ved Svenstrup, bl.a. Ottes broder Holger Holgersen Rosenkantz. Moderen blev efterfølgende også dræbt på Sjælland. Det skete efter at den katolske gren havde tilsluttet sig Hertug Christian (d. 3.’s) reformatoriske linje.

Bjørnholm og Skjern blev splittet til nevøer og niecer. Otte Holgersen Rosenkrantz ejede Boller og Næsbyholm (på Sjælland) og blev lensmand på både Tørring slot og Kalø slot. Fætteren Oluf Nielsen (Rosenkrantz) blev lensmand på Koldinghus. Begge hørte til landets mægtigste mænd.

Til højre: Hr. Holger Eriksen til Boller (død 1496) og tv. hans søn Hr. Otte Holgersen Rosenkrantz til Boller og Næsbyholm (død 1525 i Lübeck). Begge er iført ridderdragt (Hornslet Kirke)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rosenkrantzerne og Rosenholm

Otte Holgersen Rosenkrantz og hans hustru Margrethe Ganz døde i 1525 af pest under et familiebesøg i Lübeck. De efterlod sig i alt 6 børn, bl.a. den kun toårige Jørgen, der havde to ældre brødre Holger og Erik, men det var første gang navnet Jørgen forekom.
Jørgen Ottesen Rosenkrantz kom efter sine forældres dødsfald i pleje hos en barnløs faster. Han kommer senere til Wittenberg og får i Tyskland en adelig mesterlære. På sine brødres opfordring vender han som 28 årig tilbage til Danmark fra Tyskland og bliver i 1555 lensmand på Koldinghus. I 1559 får han skøde på gården Holm ved Hornslet, der efter nedrivning giver plads til renæssanceslottet Rosenholm.
Jørgen havde som nævnt to storebrødre og var derfor kun blevet tildelt noget strøgods, samt arvelodder fra den barnløse faster, bl.a. i Karlby. Herunder nedlægger han Svinholt mellem Karlby og Skørring samt Svovlkær ved Hornslet og mageskifter på behændig vis med noget af den jord, som Kronen havde overtaget fra Århus biskoppen efter reformationen. Den ældste bror Holger arvede Boller og blev rigsmarsk, Erik fik en enorm arv i Norge efter sin farmor, og så var der lige endnu en bror, den yngste Otte, der ved forældrenes død som helt spæd var blevet tildelt familiegodset Næsbyholm på Sjælland, men som døde i en alder af kun 32 år.

Samtidig med at Jørgen samler Rosenholm bliver han, ligeledes i 1559, gift med Dorthe Lange, en adelsdatter fra det vestjyske gods Brejninggård ved Spjald – et sted, hvor jeg i øvrigt selv var på efterskole for nøjagtig 60 år siden - parentes slut! Dorthe havde været dronning Dorotheas Jomfru på Koldinghus. Dorothea var Christian 3. hustru, og da kongen dør nytårsdag 1559 overdrager dronningen lensmandsjobbet på sit enkeslot, Dronningborg ved Randers, til Jørgen.  Han var tillige lensmand på Kalø og Koldinghus.

De tre brødre havde været nære venner af Frederik 2. og både Holger og Jørgen var medlemmer af Rigsrådet – Jørgen i 33 år. Ved afslutningen af Den nordiske 7-årskrig i 1570 fik Jørgen i samråd med den øvrige regering under kong Frederik 2. gennemført en uges klokkeringning morgen og aften, og da fredsringningen var afsluttet blev det efterfølgende til en fast rutine, der er fortsat op til vor tid – en tradition, der således kan tillægges Jørgen Rosenkrantz.
Jørgen stod fadder til Frederik 2.’s søn Christian, da han blev døbt i 1577, og da Fredrik 2. døde i 1588 blev Jørgen formynder for den nu 11 årige Christian 4. i perioden frem til hans kroning i 1596, hvor Jørgen selv døde 73 år gammel.

Jørgen Rosenkrantz og Dorthe Lange

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jørgen Rosenkrantz byggede de tre af fløjene på Rosenholm Slot, og i perioden 1579-82 tillige Skaføgård, som han samlede på grundlag af to gårde. Godset var tiltænkt sønnen Holger, der var en efternøler i forhold til sin storebror Otte, men da Otte netop døde i 1582 stod Holger som enearving til begge godser. Forinden fungerede det dog som enkesæde for Jørgens hustru Dorthe Lange. Skaføgård er i dag stadig et totalt anlæg med driftsbygninger og residens i ét samlet kompleks.
I Hornslet havde Jørgen Rosenkrantz udbygget kirken med en Tirstrup kopi af koret, en karakteristisk 6 kantet bygning, et renæssance-tårn samt et stort gravkapel. Man henter gravmonumenter fra Uth kirke (Boller) ved Horsens. De indgår nu i våbenhuset i Hornslet. Det var jo Jørgens tipoldefar Otto Nielsen med det helt store kirkebyggeri.

Efter Jørgens død i 1596, bliver det sønnen Holger Rosenkrantz den Lærde – født i 1577 på Kalø slot, der overtager Rosenholm, da hans ældre bror Otte som nævnt var død. Holger kommer bl.a. til Wittenberg og arver det hele som 19 årig. Han afsluttede slotsbyggeriet ved at bygge sydfløjen i 1605. På stedet var der samtidig staldbygninger med Pirkentavl i det sydvestlige hjørne. En staldgård er med ride- og køreheste – en ladegård er den, der tjener pengene.
Holger var en usædvanlig stor begavelse (heraf navnet ”Den lærde”) og etablerer sig med ”universitetet” Pirkentavl, hvor han i løbet af 16 år stod for skolingen af henved 75 borgelige og adelige drenge. Hvorvidt der var tale om ”Jyllands første universitet”, som det efterfølgende er blevet fortalt, er nok lidt overdrevet. Selve undervisningen har formentlig fundet sted på slottet, hvor han samlede et enormt bibliotek på ca. 25.000 bind. Heraf er der i dag kun en mindre rest bevaret ved Rosenholm.
Som sjette generation af Rosenkantz-slægten i træk kom Holger i 1617 i rigsrådet og købte i den forbindelse godset Ravnholt ved Ringe, hvorfra han også varetog jobbet som lensmand for Odensegård len. Han skulle servicere Chr. 4. under hans rejser overalt i landet, men var ikke altid enig med ham, især på en række udenrigspolitiske spørgsmål, som kongens krigsførelse i Tyskland. Bl.a. derfor meldte han sig selv ud efter 11 år i rigsrådet, hvilket var usædvanligt, men da havde han fået stor indflydelse på reformarbejder inden for skole-, universitets- og kirkevæsen.

Holger Rosenkrantz den Lærde og Sophie Brahe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rosenholm slot med staldbygninger og ladegård th.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Holger Rosenkrantz havde giftet sig med Sophie Brahe, og de fik 13 børn, hvoraf flere døde som små, men fire døtre og tre sønner nåede selv at stifte familie. Det var Sophie Brahe, der stod for det regnskabsmæssige, hvoraf meget basismateriale er bevaret. Heraf fremgår det, at familien taber en masse penge, bl.a. på de fire sønners lange og dyre dannelsesrejser til udlandet – noget der kunne æde formuer op.
Af de tre sønner fik Gunde Kalø og Skaføgård og kommer ligeledes i rigsrådet. Den næste, Jørgen Rosenkrantz, fik en karriere i Kancelliet (regeringskontoret) og var også leder af landets to adelige akademier: Sorø og Herlufsholm. Senere skulle han få indflydelse på arverækkefølgen på Rosenholm. Begge gifter sig nobelt men ikke til store formuer.

Den yngste af Holger den Lærdes sønner, Erik Rosenkrantz, fik ved faderens død i 1642 Rosenholm med bl.a. de 21 fæstegårde i Karlby og køber sig til flere af sine søskendes arv. I det hele taget klarer han sig bedst. Han var gift tre gange, først med Margrethe Skeel, der døde som 21 årig i 1647. Derefter giftede han sig i 1649 med Mette Pallesdatter, der som 35 årig døde i 1665, efter at have født 9 børn.
Erik Rosenkrantz med de tre husturer Margrethe Skeel, Mette Pallesdatter og Margrethe Krabbe. (Hornslet Kirke)
Erik fik et noget omflakkende liv og hans mange børn var født vidt forskellige steder. I sin fritid beskæftigede han sig med alkymi, ligesom han oprettede en krudtmølle ved Rosenholm

Med den sidste, en ung enke Margrethe Krabbe, fik han 4 børn, jfr. det store epitafium i Hornslet kirke med de tre hustruer. Margrethe Krabbe forblev enke i 35 år efter Eriks død i 1681 og sad i uskiftet bo indtil sin død i 1716. Derefter fulgte endnu to enker, bl.a. Elisabeth Rosenkrantz (datter af Mette). Hun havde været gift med ejeren af Møllerup, men blev enke efter kort tids ægteskab. Efter hendes død i 1721 gik Rosenholm videre til hendes datter Hilleborg Gyldenstjerne, der i 1709 selv var blevet enke og sad på herregården Ryegaard til sin død, men hun solgte i 1727 Rosenholm til sin onkel Iver Rosenkrantz (Erik og Margrethe Krabbes yngste søn), der i 1727 førte det videre under enevælden samtidig med, at han fra 1730 var leder af både det danske og det tyske kancelli, svarende til det at være stats- og udenrigsminister.
Iver Rosenkrantz havde lige som sine forfædre været en højt betroet embedsmand, men vender i 1740 tilbage til Rosenholm fra sit palæ i København. Hans pension fra staten var større end hele godsets afkast, og godset betaler nu mere i skat end tidligere. Han laver en barokudbygning på Rosenholm og udsmykker bl.a. med gobeliner og en barokhave. Han dør i 1745, men får forinden Rosenholm omdannet til et stamhus, der skal gå udelt i arv til ældste søn.

Iver Rosenkrantz iført elefantordenens ridderdragt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man var gået over til titler som baroner og grever. Det var Christian V., der i 1671 havde indført det system – noget der kom fra Tyskland. For at blive baron med et tilhørende len krævedes 1000 tdr. hartkorn. (For et grevskab krævedes 2500 tdr. hartkorn). Med 400 tdr. hartkorn – som på Rosenholm - kunne der oprettes et stamhus. Alle tre former gav ret til at udøve hoveri. Godser hæftede for fæstebønders skatter og skulle inddrive disse. Til gengæld var der skattefrihed for hovedgården. På Rosenholm var der formelt set aldrig tale om noget baroniskab, men Iver Rosenkrantz af Villestrup og hans sønner havde fået dispensation til at kalde sig baron – en titel som også Hans Carl Oluf Rosenkrantz benævnte sig med helt frem til lensafløsningen i 1919.

Sønnen Frederik Christian Rosenkrantz var under enevælden med i regeringen Schimmelman. Han var imod Stavnsbåndets ophævelse. I den forbindelse blev han kaldt ”Den kloge, men onde Rosenkrantz”, som udtalt af A. P. Bernstoff. Frederik Christians eneste søn Iver Rosenkrantz-Levetzau døde barnløs, og inden faderens død i 1789.  Det ændrer på arverækkefølgen. Ved stamhusets oprettelse i 1744 var det nemlig blevet bestemt, at slottet i tilfælde af mangel på efterfølgere skulle gå tilbage til efterkommere af Den lærde Holgers sønner, men da den ældste var død ung måtte man tilbage til den næstældste søn, Jørgen Rosenkrantz til Kjeldgaard.
I direkte linje blev det således Werner Baron Rosenkrantz’s søn Iver Baron Rosenkrantz (Iver den yngre) fra baroniet Villestrup, der skulle føre det hele videre, og det som den første baron på Rosenholm, men forinden havde Frederik Christian ribbet slottet for værdier, nok i ærgrelse over, at det skulle overtages af en anden længere ude i slægten. Han havde i det hele taget et ambivalent forhold til Rosenholm og var der faktisk aldrig i perioden fra 1749 til sin død i 1802, da han boede på andre af sine godser på Sjælland. Slottet var derfor misrøgtet, da de tre næste ejere tog over, og bedre blev det ikke, at Danmark stod over for en statsbankerot i 1813, så skatterne var heller ikke blevet indbetalt.

De to ældste sønner Christian og Verner døde relativt unge og kort tid efter deres indsættelse.

Iver Rosenkrantz til Villestrup og sønnesønnen Hans Henrik Rosenkrantz

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den yngste søn, Holger Rosenkrantz var også kun formelt ved roret et par år, da han i forvejen havde en del forpagtergårde, bl.a. Schildenseje og Tustrup under Clausholm, som han mest opholdt sig på. Reelt set overdrog han derfor allerede i 1823 Rosenholm til sin søn Hans Henrik Rosenkrantz, der gik i gang med forberedelser til frasalg af bøndergårde, og som i det hele taget viste sig at være en rigtig dygtig driftsleder.
I perioden 1852–73 blev i alt 75 fæstegårde og 30 huse solgt fra. Det giver et stort renteafkast og slottet kommer på fode igen, ligesom der bliver råd til opførelse af en ny avlsgård i 1860’erne. Han var meget vellidt af tidligere fæstebønder og fik i 1873 i anledning af 50 året for sin tilgang en sølvkande i taknemmelighedsgave i fbm. frikøb af deres gårde, samt et mindesmærke i parken. Han dør i 1879. Imidlertid var hans søn, stamherren Holger Georg Rosenkrantz, død allerede i 1871 som ung diplomat i Paris.

Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som værge for barnebarnet af Hans Henrik Rosenkrantz førte en bror til Hans Henrik, Julius Rosenkrantz, derfor godset videre frem til sin død i 1886. Nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz var ved faderens død nemlig kun ét år gammel. Efter Julius’s død går der dog 10 år inden Hans Carl Oluf i 1896 reelt set overtager slottet. I 1899 blev han gift med komtesse Christiane Wedell-Wedellsborg, der stammede fra en indflydelsesrig adelsfamilie på Fyn, så i tiden derefter blev der ført fornemt hus på slottet. Samtidig blev Hans Carl Oluf udnævnt som landbrugskyndig nationalbankdirektør samt forstander på Herlufsholm Kostskole, hvorfor han måtte bosætte sig i København.
I 1920 kom det til en skilsmisse med Christiane, men han giftede sig igen borgerligt og fik yderligere to børn. Han døde i 1936, men det med et fallitbo, bl.a. pga. lensafløsningen af 1919, hvorunder alle landets godser kom ud i fri handel. Det betød tillige, at 1/3 af jorden skulle afgives imod erstatninger til udstykninger i husmandsbrug, ligesom der skulle betales en afgift på mellem 20 og 25 % til staten. Det betød samtidig ophør af stamhuset Rosenholm.

Rosenholm i dag

Oven i problemer med lensafløsningen og arveforhold ved Hans Carl Olufs død kom 1930’ernes økonomiske problemer. Den ældste søn Jørgen havde frasagt sig arveretten pga. muskelsvind, så det blev broderen Holger Rosenkrantz, der måtte påtage sig ansvaret, bl.a. for frasalg af landbrugsdriften - i sidste ende til Harald Helles i 1942. Det samme var sket med Karlby Skoven, der i 1938 blev overtaget af den tidligere godsinspektør N. Nielsen, hvorefter der var tale om et jordløst slot – ganske vist med 53 tdr. land park, skov og sø.
Frederiksborg Slot havde lige før 2. verdenskrig, med støtte fra Carlsbergfondet, købt mange af kunstskattene, men lod dog en del blive tilbage på Rosenholm – til låns. Christiane købte ved den lejlighed af egne midler selve slottet tilbage og boede der frem til sin død i 1960. Fra første ægteskab havde de sønnen Holger Rosenkrantz, der gifter sig med lensbaronesse Carin Ljungløf fra Sverige. Han førte slottet videre frem til sin død i 1975 og arbejdede som nok den første ”adelige guide” i Danmark ved rundvisninger på Rosenholm – en opgave, hans hustru Carin Rosenkrantz fortsat havde ansvaret for frem til sin død i 1996, men nu støttet af yngre guider, bl.a. Carsten Porskrog. Carin og Holger fik en adoptivsøn Christian, der har frasagt sig arverettighederne.

Holger og Carin Rosenkrantz

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af 2. ægteskab fik Hans Carl to sønner, herunder Oluf Henrik Rosenkrantz. De tog en arv med sig svarende til mere end 15 mio. kr. (indeks 2010). Olufs søn Erik Christian Rosenkrantz fungerer i dag som direktør for Rosenholm fonden – en fond, der forestår driften af slottet. Under slottet hører også Herskabsstalden, der i dag rummer Skørring Samlingen bestående af gamle effekter fra en landhusholdning. Endvidere hører Enkesædet, Gartnerhuset og det gamle fattighus i Hornslet, kaldet ”Hospitalet” under Rosenholm Slot.

Dette var så den korte version af slægten Rosenkrantz’s 600 årige historie – den længst siddende slægt nogensinde i Danmark på samme herregård, nemlig fra 1559 med Jørgen Rosenkrantz frem til i dag. Derudover kan slægten føres yderligere 8 led længere tilbage i tiden, hvor den bl.a. residerede på Hevringholm, Bjørnholm og Boller Slot.

Rosenholm anno 2017 - et slot med en omfattende historik. Det meste er i denne artikel ubeskrevet (ligger under overfladen eller kan søges i en omfattende Litteratur)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

LITTERATUR:
Danske Slotte og Herregårde, 1945. Fjerde Bd., Alfred Hassings Forlag
Rosenholm og Rosenkrantzerne, 1924, udgivet og redigeret af Hans Rosenkrantz. (Red. Palle Rosenkrantz)
Rosenholm, 1991. Randers Amts Historiske Samfund
Søren Sloth Carlsen, 1964: Kalø Vig egnen
Søren Sloth Carlsen, 1982: Hornslet by og sogn
https://da.wikipedia.org/wiki/Rosenholm_Slot

Resumé af rosenkrantzernes slægts- og ejerhistorie:

Den oprindelige slægt i 8 led – før Jørgen Rosenkrantz:
Iver Drost – den ældste linje til Hevringholm, nævnt 1308
Niels Iversen – nævnt 1341
Jens Nielsen, Hevringholm. Han dør ca. 1380
Niels Jensen – til Hevringholm gift med Anne Ottesdatter Skinkel. Herfra stammer det senere anvendte navn Otte. Han døde ca. 1418.
Otte Nielsen til Bjørnholm. Han gifter sig med Else Holgersdatter – deraf det senere anvendte navn, Holger. Han opfører og understøtter en del kirker, og dør 1477 (tipoldefar til Jørgen Rosenkrantz)
Erik Ottesen, overtager i 1483 Boller og dør 1503
Holger Eriksen til Boller dør 1496. Han og broderen Niels Eriksen havde tilsammen 5 sønner: De 5 fætre
Otte Holgersen Rosenkrantz, søn af Holger er den første med navnet Rosenkrantz.

De egentlige ejere af Rosenholm:
Jørgen (Ottesen) Rosenkrantz var søn af Otte Holgersen Rosenkrantz og startede byggeriet af Rosenholm i 1559. (Død 1596)
Holger Rosenkrantz - den Lærde, dør 1642
Erik Rosenkrantz var yngste søn af Holger Rosenkrantz, dør 1681
Margrethe Krabbe, Elisabeth Rosenkrantz og Hilleborg Gyldenstjerne - De tre enker stod som ejere af Rosenholm i tilsammen 46 år
Iver Rosenkrantz, yngste søn af Erik Rosenkrantz, opretter stamhuset Rosenholm i 1744 og dør 1745
Frederik Christian Rosenkrantz, dør 1802 - uden efterkommere til slottet
Iver Rosenkrantz, baron af Villestrup, dør 1815
Christian (død 1817), Verner (død 1823) og Holger Baron Rosenkrantz (død 1839) – De tre Villestrup-brødre
Hans Henrik Rosenkrantz, søn af Holger overtager formelt slottet i 1825 og dør 1879
Stamherren Holger Georg Rosenkrantz, søn af Hans Henrik døde som ung diplomat (30 år gammel) i Paris, 1871
Julius Rosenkrantz – en bror til Hans Henrik Rosenkrantz, var frem til sin død i 1886 værge for nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz (søn af Holger)
Hans Carl Oluf Rosenkrantz, der arvede slottet som 8 årig, overtog det reelt først i 1896. Han dør i 1936.
Holger Rosenkrantz (død 1975) – søn af Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
Carin Rosenkrantz – enke efter Holger, dør 1996

Anders Fogh Rasmussen's aner

Anders Fogh Rasmussen Aner og mine, II. Indlæg i Slægten, foråret 2004.
Af Ivan Jensen, Hyldehaven 60, 8520, Lystrup, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

I forlængelse af  Else Skovbo Jensens indlæg i Slægten i december 2003 vil jeg nedenfor beskrive en anden gren af Anders Fogh Rasmussens aner fra Djursland, som falder sammen med en gren af mine aner.

Det drejer sig igen om forfædre til Anders Fogh Rasmussens mormor, Oda Henriette Jensine Busk Hansen.

Odas far er Otto Helmand Hansen og moderen er Sofie Rasmine Lovise Andersen.

Else S. Jensen har beskrevet Otto’s gren, Jeg vil i det følgende beskrive Sofie’s gren og sammenhængen til mine egne aner.

Sofie Rasmine Lovise Andersen er Statsministerens ane nr. 15 og hun og hendes aner er beskrevet i heftet ’I alle de riger og lande…’ op til Statsministerens ane nr. 62, Søren Jørgensen.

Søren Jørgensen er søn af Jørgen Hansen Smed (født juni 1780 i Glatved, Hoed Sogn og død i marts 1855 i Glatved) og Bodil Sørensdatter Præst (født 25-4-1806 i Aalsrode død ????).

Jørgen Hansen Smed  (som er Statsministerens ane nr. 124) er søn af Hans Jørgensen Smed (født 1747 i Glatved, Hoed Sogn og død samme sted 6-5-1797) og Anne Rasmusdatter Friis (født i Hoed 1753 og død i Glatved 15-5-1823)

Hans Jørgensen Smed, som er statsministerens ane nr. 248 og min ane nr. 82, er søn af Jørgen Jensen Smed (født 1706 og død nov. 1771 i Glatved, Hoed Sogn) og Marie Rasmusdatter Hiort (født i Hoed 1715 og død samme sted 12-3-1785).

Marie Rasmusdatter Hiort, som er statsministerens ane nr. 496 og min ane nr. 165 og 282 og 347, er datter af mølleren i Balle, Rasmus Sørensen Hiort, hvis efterslægt, jeg vil skitsere lidt af nedenfor.

1.      Generation.

Rasmus Sørensen Hiort (født 1687 i Glatved, Hoed Sogn, død i marts 1751 i Balle Mølle, Rosmus Sogn).

Rasmus Hiort fæstede Balle Vandmølle under Rugaard Gods, omkring 1718. Vandmøllen eksisterer ikke mere, men der er stadig spor af mølledammen og møllebækken i Balle.
Rasmus var gift 3 gange; først med Margrethe Hansdatter (født omk. 1695, død i Balle Mølle feb. 1731), derefter med Karen Jensdatter (født omk. 1706, død i Balle Mølle okt. 1739) og endelig med Maren Jensdatter Brun (født 1704 i Hyllested, død feb. 1772 i Balle Mølle).

Med disse 3 hustruer fik Rasmus Hiort mindst 20 børn, og han blev således stamfader til en talrig slægt, hvoraf i hvert fald en gren (som ikke er min og statsministerens) nåede samfundets højeste embeder, især gejstlige. Denne del af slægten er beskrevet i Dansk Biografisk Leksikon og forskellige andre steder (se i slutningen af artiklen). Adskillige forskere har i denne forbindelse haft svært ved at placere Balle Mølle rigtigt på landkortet, men det er altså Balle i Rosmus Sogn, Djurs Sønder Herred, Randers Amt.

2.      Generation

a.       børn med Margrethe Hansdatter

1.      Anne Rasmusdatter Hiort (født 1713 i Hoed død nov. 1781 i Hoed) gift med Jørgen Andersen Smed ( født 1699 i Attrup, Rosmus Sogn, død 1768 i Hoed Sogn). 8 børn.
Jørgen var smed i Hoed.

2.      Ellen Rasmusdatter Hiort (født 1714 i Hoed, død 1794 i Attrup, Rosmus Sogn) gift med Peder Sørensen Broge (født 1702 i Balle, Rosmus Sogn, død feb. 1768 i Balle). 7 børn. Broge-slægten er også vidt udbredt i Djurs Sønder Herred. Det er ikke lykkedes mig at finde en forbindelse til storkøbmand Hans Broge i Århus, men da han stammer fra Grenå, er det sandsynligt, at der kan findes en sådan forbindelse.)

3.      Marie Rasmusdatter Hiort (født 1715 i Hoed, død 12.marts 1785 i Hoed), gift med Jørgen Jensen Smed (født omk. 1706, død nov. 1771 i Glatved, Hoed Sogn), 16 børn.
Marie og Jørgen er statsministerens aner nr. 496 og 497 (og mine 164 og 165).
Jørgen var smed og selvejer i Glatved og solgte kort før sin død smedien med lidt jord til sin søn Hans Jørgensen Smed (se nedenfor).

4.      Hans?. December 1716 i Balle

5.      Else Rasmusdatter Hiort (født i Balle Mølle nov. 1718, død 28-8-1805 i Hoed), gift med Jens Lauritsen Møller (f. omk 1694 i Fredericia, død omk. 1775), borger i Grenå, 4 børn

6.      Elisabeth Rasmusdatter Hiort (1720-1721)

7.      Søren Rasmussen Hiort (1721-)

8.      Anne Marie Rasmusdatter Hiort (1722-)

9.      Elsken Rasmusdatter Hiort (1723-)

10.  Peder Rasmussen Hiort (født 1725 i Balle Mølle, død 2-3-1799 på Clausholm i Voldum Sogn). Gift med Else Frederiksdatter Holm (født 1731 i Svanninge Præstegaard, død 24-12-1812 i Førslev), 9 børn.
Peder var sandsynligvis den førstfødte søn, som nåede voksenalderen, og han fik åbenbart al mulig støtte fra den gamle møller til at komme frem i verden. Han sluttede karrieren som Herredsfoged i Lysgaard herred, og hans børn nåede høje stillinger, se nedenfor.

11.  Elisabeth Rasmusdatter Hiort (1726-)

12.  Thomas Rasmusdatter Hiort (født 1727 i Balle Mølle, død jan. 1792 i Fladstrup, Lyngby sogn), gaardmand i Fladstrup.

13.  Cathrine Hedvig Rasmusdatter Hiort (1729-??) gift med Philip Christensen fra Grenaa, skæbne ukendt.

b.      børn med Karen Jensdatter

1.      Margrethe Rasmusdatter Hiort (1732-??)

2.      Giertrud Rasmusdatter Hiort (1733-1738)

3.      Jens Rasmussen Hiort (1735-??). Er muligvis flyttet til Norge, hvor hans sandsynlige søn fødes omk.1764.

4.      Kiersten Rasmusdatter Hiort (1737-1739).

c.       børn med Maren Jensdatter Brun

1.      Karen Rasmusdatter Hiort (født 1740 i Balle Mølle, død marts 1780 i Hoed), gift med Terkild Hansen Lund (født 1727 i Balle), 11 børn.
Karens moder, Maren Brun fortsatte fæstet af møllen sammen med sin nye mand, Laurs Mortensen. Herefter overtog Karen og Terkild møllen og havde denne frem til 1776, hvorefter den blev overtaget af en Jens Hansen.

2.      Rasmus Rasmussen Hiort (født 1742 i Balle Mølle, død i 1807 i Aastrup, Grenaa), 5 børn.

3.      Jens Rasmussen Hiort (1744-1751)

3.  Generation

a.       Børn af Marie Rasmusdatter Hiort og Jørgen Jensen Smed.
11. Hans Jørgensen Smed (født 1747 i Glatved, død 6-5-1797 i Glatved, Hoed Sogn), gift med Anne Rasmusdatter Friis (født 1753 i Hoed, død 15-5-1823 i Glatved).
Hans og Anne er Statsministerens aner nr. 248 og 249 (og mine nr. 82 og 83)
Hans forsatte som smed i Glatved efter faderen. De fik 6 børn, heriblandt altså statsministerens ane nr. 124, Jørgen Hansen Smed og min ane nr. 41, Elisabeth Hansdatter.

b.      Børn af Peder Rasmussen Hiort og Else Frederiksdatter Hiort.

1.      Christian Hjort.
Født 29-6-1756, Aggersvold, Hjembæk Sogn, død 21-4-1835 Harrestedgaard, Værløse Sogn. Gift med Maria Anna Eggers, født 22-9-1763 og død 16-10-1817. De fik 6 børn.
Christian var birkeskriver og forvalter og senere Cancelliraad og Birkedommer.

2.      Frederik Christian Hjort. Født aug 1757 og død dec. samme år, Aggersvold

3.      Margarethe Hjort. Født født 23-8-1758, Aggersvold og død 9-7-1794 i København

4.      Frederik Christian Hjort.
Født 6-10-1760 på Gunderslevholm og død 3-4-1820 i Hyllested, Djurs Sønder Herred.
Gift med præstedatteren fra Holme ved Århus, Karen Bagge. 5 børn.
Frederik vendte hjem til sin fars fødeegn, idet han blev præst i Hyllested-Rosmus Sogn.

5.      Elisabeth Diderica Hjort.
Født 30-8-1762 på Gunderslevholm og død 23-5-1826 i Bergen.
Gift med Nicolai Lambrecht, født 1758 i København og død 1833 i Bergen. 5 børn.
Nicolai var stiftsrevisor, foged og kammerraad i Norge og fra dette par nedstammer en talrig slægt Lambrecht.

6.      Charlotte Amalie Hjort.
Født 5-11-1763 på Gunderslevholm og død 11-3-1828 i Kongens Lyngby.
Gift med Jørgen Christian de Linde (1750-1814), proprietær på Clausholm, mindst 1 barn.

7.      Victor Christian Hjort
Født 13-10-1765 på Gunderslevholm og død 26-7-1818 i Ribe.
Gift med Marie Pauline Schiørring (1775-1848) 9 børn.
Victor var provst i Holmens Kirke og var fra 1811 til sin død i 1818 Biskop i Ribe.

8.      Siegfred Frederik Christian Hjort. Født okt 1765 på Gunderslevholm og død samme sted dec. 1765.

9.      Birgitte Hjort. Født 12-11-1769 og død 9-12-1855 i Førslev.

4.      Generation

a.       børn af  Frederik Christian Hjort og Karen Bagge.
5. Lovise Theodora Petrine Hjort.
Født 21-12-1800 i Hyllested præstegård og død 25-4-1881.
Gift med Peter Worm (1788-1865) som blev Frederiks efterfølger som sognepræst i Hyllested-Rosmus. 3 børn.

b.      Børn af  Victor Christian Hjort og Marie Pauline Schiørring.
Blandt deres 9 børn findes en Doktor Phil og forfatter, en hustru til en præst, en adjunkt og præst, en birkedommer, herredsfoged og justitsråd, en lærer, en hustru til en konferensråd, endnu en lærer, en cand. Theol, og endelig en etatsråd og folketingsmand.             

5.      Generation

a.       børn af Lovise Hjort og Peter Worm.
1. Pauline Frederikke Worm, født 29-11-1825 i Hyllested præstegård og død 13-12-1883 i København.
Pauline var ugift og arbejdede som lærer, pigeskoleleder og forfatter. Hun kæmpede for kvindernes ligestilling og bl.a. imod Indre Mission. Hun er blevet kaldt Danmarks første rødstrømpe!

Således kan man se, at der i statsministerens slægt findes både møllere, smede, fæstebønder, en herredsfoged, kammerraad, præster, en biskop, og en rødstrømpe!

Mon ikke vi alle kan finde en lignende mangfoldighed i vores slægt, hvis vi betragter den lidt bredere end bare lige de direkte aner.

Litteratur:
Diverse kirkebøger og folketællinger samt private slægtsoversigter.
Dansk Biografisk Leksikon.
F. Hundrup: Stamtavle over Familien Hjort.
Sofus Elvius: Danske patriciske Slægter.
Gregers Hansen: Bispen og betleren.
I alle de riger og lande… Særnummer af Slægten.
Slægten. Nr. 29.

 

Folk og huse i Karlby-området

Tekstboks: Folk og huse i Karlby-området

 

Af Peter Astrup Madsen

 

I årbogen fra 2015 fortalte jeg generelt om natur- og kulturlandskabet i Karlby-området (Madsen, 2015). I det følgende vil jeg gøre rede for de enkelte gårde: deres beliggenhed, ombygninger og lidt spredte oplysninger om ejerskab, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg i dag ikke kender så mange, som da jeg første gang holdt et foredrag i Karlby Forsamlingshus om lokalsamfundet. Derfor er oplysningerne heller ikke altid ført a jour, men matriklerne er stort set de samme. En af de mest kendte gårde i Karlby-området er” Sortemosegaard”, der netop er blevet handlet

 

Målebordsblad cirka år 1905. Geodatastyrelsen

 

Landsbyen Karlby er beliggende lidt nord-vest for Hornslet nær Rosenholm slot og dens jorde støder i øst op mod Rosenholm skov og Amaliegaardskoven mod syd. Byen er beliggende på en moræneflade og gårdene er for de flestes vedkommende samlet i landsbyen og udskiftet efter en såkaldt stjerneudskiftning – et mønster der tydeligt fremgår af kortudsnittet, jfr. også artiklen fra sidste år (Madsen, 2015). Engarealerne mod nord-øst har i århundreder været en vigtig ressource for landsbyen. Derfra har man hentet græs og hø samt brændselstørv, 

Karlby har haft indfaldsveje fra alle fire verdenshjørner. Flere vejsten har været opstillet, hvor veje fører til Karlby. De skyldes en Vejforordning af 1793, der bestemte, at hvor flere veje mødes skulle der opsættes en sådan vejviser-sten. Da man i 1930’erne fik nye metalskilte mistede de dog deres betydning; stenene blev flyttet, ophugget eller nedgravet.

En lokal frivillig projektgruppe tog i 2008 initiativ til, at man nu har genopstillet mange vejsten - nær de oprindelige rødder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udvikling i bebyggelse

Mange gårde er blevet nedlagt, sammenlagt eller er overgået til rent boligformål, så efterhånden er der kun tale om et heltidslandbrug, ”Vestergården” med en ren svinebesætning. For bare 50 år siden havde næsten alle gårde også et kreaturhold, og Karlby var kendt som ”byen med de røde køer”. I dag er der i selve Karlby ikke en eneste ko.

 

De fleste landbrugsejendomme var på ca. 50 tdr. land og havde siden hoveriets tid ressourcemæssigt været af næsten samme størrelse, målt i tdr. hartkorn. Det gjorde administration af afgifter lettere for godsejeren (kaldet landsbyegalisering). Karakteristisk for den gode jord i Østjylland var de firelængede gårde med et stuehus, der bestod af egebindingsværk på hen ved 12 fag, svarende til 33 alen i længden (ca. 20 meter). I dag er de med undtagelse af en enkelt, der er renoveret, erstattet af nyere byggeri.

 

Oprindeligt har der iflg. skattetakseringer i 1680’erne været tale om 21 gårde tilknyttet Karlbys jorde. Dertil kom 7 huse. Det store antal gårde afspejler de gode bonitetsforhold. I 1770 brænder halvdelen af byen og i 1784 igen 6 gårde. De var alle med stråtag. I matriklen af 1844 er der stadig tale om 21 gårde, heraf var et par flyttet ud af byen. De lå rundt omkring ”Trekanten” – den fælles byjord - også kaldet forten med plads til kvæg, brønd og byting mv. Den var oprindeligt friholdt for bebyggelse, men er senere blevet udbygget med skole, brugs og arbejderboliger.

Helt frem til nyere tid er der i høj grad tale om slægtsgårde, bl.a. ejet af ”fugle-familierne”: Høgh, Stæhr og Ravn. Et familienavn, der også går igen, er Rasmussen, vistnok tre helt forskellige slægter. I dag er ”fuglene” fløjet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udsnit af det minorerede matrikelkort af 1844, der viser gårdenes placering omkring ”Trekanten”, kaldet ”Forten”. Her lå skolen, der fik tildelt matrikel nr.1. Matriklerne er vist i rækkefølge, uret rundt

 

Kort om gårdene i Karlby

Matrikel 2a, ”Høghsbo”, længst mod vest i byen var en anneksgård til Mygind præstegård – og skulle derfor betale en mindre afgift til præstegården. Her holdt familien Høgh til, og mange af de følgende oplysninger stammer fra familiens slægtsbog, hvorfra dele tidligere (i 1962) er publiceret i årsskrift for Randers amts historiske Samfund. Forfatteren Søren Høgh er min vigtigste skriftlige kilde til beretninger om Karlby. Søren er født i 1891, døde i 1975 og blev ridder af Dannebrog. Han drev gården i 45 år og var i en årrække formand for Kalø Vig Landboforening og Skørring andelsmejeri. Han følte en vis forpligtigelse til at nedfælde sine tanker og iagttagelser om det lokalsamfund, han levede i, men ville helst berette om tingene fra omkring århundredeskiftet. De skulle for ham have tid til at bundfældes, inden de gode historier kunne skrives. Han var også kendt for at have ordet i sin magt - så meget, at han på en tur til Norge med foreningen Norden blev antaget for at være højskoleforstander.

I 1907 blev der fra matr. 2a ca. 1 km vest for byen udstykket endnu en ejendom: matr. 2c, ”Enghavegaard”, til Anders Høgh, en bror til Søren Høgh. Den var på i alt 25 tdr. land. Efterfølgende kom den ud af familiens eje i forbindelse med, at Anders i 1923 overtog sin farfars fødegård, matr.8. I dag er den nedlagt som landbrugsejendom.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stuehus til anneksgården for Mygind Præstegård matr. nr. 2 inden nybygning i 1930

 

Matr. 3 og 4 var oprindeligt tvillinggårde, dvs. med en fælles længe, bl.a. pga. de snævre pladsforhold i forbindelse med stjerneudskiftningen. Matr. 3 ejedes af Søren Udsen og senere af dennes søn Jens Carl Udsen.

 

Matr. 4 blev i 1905 købt af Søren Pedersen. Han ejede i forvejen ”Virkelyst” og byggede en mindre gård i den nordre ende af marken, ”Nordvang” med 18 tdr. land, hvor hans søn Jens Ravn Pedersen også har drevet landbrug. Andre 15 tdr. land tilfaldt en gård i Skørring, medens resten, 15 tdr. land, blev solgt til Johs. Pedersen fra Hornslet og senere overdraget til dennes svigersøn Søren Grosen. Han havde i flere år også drevet ”Sommerlyst”, ude i mosen 2 km uden for byen, men fra midten af 1960’erne blev den sammenlagt med matr. 3. I dag drives ejendommen af planteavlskonsulent Jørgen Udsen, et barnebarn af Søren Udsen.

 

Matr. 6 ejedes tidligere af Jens Peder Jørgensen, og er bygget efter samme tegning som Søren Høghs gård. Stuehuset kan i grundrids føres tilbage til den gamle form. Gården var før JPJ ejet af Søren Kjærsgård, der havde en svoger, som var slagter, og drev forretning der i nogle år, indtil han lige før år 1900 flyttede ned i Gyden og der åbnede en slagterforretning. Fra omkring 1978 blev ejendommen overtaget af Knud Grosen, søn af Søren Grosen. I dag er den sammenlagt med ”Vestergården”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stuehuset til Nørreled nr. 5 (matr.6) med karakteristisk bindingsværk, som den så ud inden renovering omkring 1980.  I dens storstue blev der inden byggeri af ny skole omkring 1900 afholdt pogeskole for de yngste årgange. Dengang fandtes der endnu storstuer på gårdene, hvor man samledes om aftenen og afholdt ”liegstow”. Det var inden byggeri af forsamlingshus omkring år 1901. Foto: PAM 1979.

 

Matr. 5: ”Karlbygård” hed frem til 2. verdenskrig ”Virkelyst”. Navneforandringen skete under Magnus Rasmussen. Magnus var født på ”Sortemosegaard” og havde giftet sig til gården i 1912. Han har haft flere formandsposter, og i Karlby Brugsforening blev det til mere end 40 år, men han var ude i en fire års periode i 1940’erne. Nogle arbejdere havde – måske lidt for sjovt - gået og leget med tanken om at vippe ham af pinden og satte i 1945 en lagkage på højkant herom. Da det så kom til valg af formand, og der var lagt op til ”same procedure as last year”, blev navnet Johs. Rasmussen ført frem. Man kunne høre en knappenål falde på gulvet, indtil endnu et forslag blev bragt frem. Så derfor måtte der kampvalg til, før Johs. Rasmussen blev valgt. Magnus trak sig ved den lejlighed ud af bestyrelsesarbejdet, men i 1949 var der bud efter ham igen, indtil han i 1963 blev syg og døde kort tid efter. Brugsen skænkede ham et gravmæle på Karlby kirkegård.

Gården blev frem til 1985 ført videre af en datter og svigersøn, Poula og Otto Foged. De solgte til en søn af Jens Ravn, Erik Ravn, der drev slægtsgården indtil 2001, men i dag er Karlbygård nedlagt og jorden er solgt fra til P. Fisker.

Stuehuset er fra 1880’erne og udhusene er bygget i begyndelsen af 1930’erne.

 

Matr. 7: Her boende en Per Svensker. Han havde kun én hest, og mens andre bønder brugte to heste for at spænde for en svensk harve, så kunne Per Svensker med én hest trække ikke bare én, men to svensk harver. Det var før 1890. Herefter blev ejendommen flyttet ud og lagt ind under ”Ridsegården”, ligesom noget af jorden tilfaldt matr. 6. Stuehuset står der endnu. Det er ”Hytten”, hvor Svend Martinussen boede indtil 2008.

 

Matr. 8: Arne Høgh overtog gården efter faderen Anders Høgh. Der var nogen tyreopdræt på denne gård og Arne var indtil det sidste en inkarneret kreaturhandler. I dag bor journalisten Søren Jensen der med sin familie.

 

Matr. 9: ”Nørregården” siges at være det mest forblæste sted i byen. Den ejes af Bendix Nielsen og tidligere af dennes far N. Poulsen Nielsen. Den blev efter en brand i 1844 flyttet ud fra det sted, hvor slagteren i Gyden boede indtil 1950. Gården er sammenlagt med jorden fra matr. 10 og ”Sommerlyst”, men er i dag forpagtet ud til ”Ridsegården”.

På noget af jorden, hvor vejen går ind til Nørregården, lå der tidligere et fattighus, hvor mindrebemidlede med familie boede og til dels blev forsørget af kommunen. Det blev brudt ned i 1944.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nørregården, en udflyttergård fra bymidten, er en typisk firelænget gård – her vist med det oprindelige stuehus inden bygning af nyt i 1966.

 

Matr. 10: Stuehuset til denne ejendom blev bygget af Martinus Boesen, da han i 1917 giftede sig med enken til uddeleren Vilhelm Pedersen. Dernæst ejede Martin Olesen gården, og senere Ingrid og Niels Sager. Gården ejes i dag af Vibeke og Jimmy, og jorden er lagt ind under Nørregården.

En udskiftning fra ejendommen i 1905 resulterede i nu afdøde Sigvard Sørensen ejendom, hvorunder den også fik tildelt degnejorden ved Hovvejen (Slotsvej).

 

Matr. 11: ”Karlby Østergård” - eller ”Stæhrsminde” ejedes af Asger Stæhr og tidligere af dennes far Niels Jensen Stæhr, der var sognefoged. Stuehuset er opført 1892, og kostalden er fra 1906. Jorden er nu tillagt ”Vestergården”.

 

Matr. 12: ”Damgården” ejedes af sognefogeden Sigvard Rasmussen og dernæst af en tilflytter, Gunnar Thomsen, hvilket var nyt og usædvanligt i fbm. gårdskifte i Karlby. Gården er i dag nedlagt og jorden tillagt Vestergården.

 

Matr.13: ”Karlby Overgård” – tidligere kaldet ”Esthersminde”, var indtil 2016 ejet af Anders Rasmussen og før ham af faderen Søren Rasmussen. Søren havde giftet sig til gården, idet han blev gift med Esther Rasmussen, en datter af Johannes Rasmussen, så Esther behøvede ikke skifte efternavn. Gården har været slægtsgård siden 1688 – og måske endnu tidligere. Den blev frikøbt i 1826. Det nuværende stuehus er fra 1896. Kostalden er fra 1892 og er siden renoveret. Laden er fra 1934. Gården var i mellemkrigstiden center for Karlby kvægavlerforening, men drives i dag med ren planteavl, efter at den i 2015 blev solgt til en ”ikke lokal” landmand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Karlby Overgård”, inden udbygning med aftægtsbolig i haven, dvs. ca. 1950. Langs Slotsvej i baggrunden ses forsamlingshuset. På den anden side af vejen, helt i billedets venstre hjørne ses snedker Jensens hus (Tidligere i 1920’erne boede der i dette hus en høker - i dag ejes det af Gert Nielsen). Derefter følger tre sammenbyggede huse.

 

Matr. 14 var i hen ved 100 år sammenlagt med matr. 13. Laden lå, hvor forsamlingshuset i dag ligger, og de tre lejligheder foran forsamlingshuset udgjorde stuehuset til matr. 14. I 1909 blev Søndergård, Køllen nr. 6, udstykket fra matr. 14 til et familiemedlem, og ejes nu af barnebarnet Knud Kjeldsen Rasmussen, der fortsat selv driver ejendommen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De tre lejligheder bag forsamlingshuset er det tidligere stuehus til matr. 14. Det yderste bindingsværkshus ejedes af Per Pedersen, men brændte i 1995 og er ikke genopbygget. Helt i baggrunden ses huset, hvor Alex boede. Foto PAM, 1979

 

Matr. 15: ”Magaard”, Per Malling Rasmusens fødegård, er en gammel slægtsgård, og har siden 1890 været samdrevet og sammenlagt med matr. 16. Matr. 15 lå, hvor den senere skole blev bygget omkring år 1900. Efter at skolen blev nedlagt i 1962, blev huset erhvervet af Christian og Emma Rasmussen, forældre til Per Malling. Per og Gerda har netop igen renoveret huset til bolig i deres otium.

Det nuværende stuehus til Magaard er fra 1896 og ligger på resterne af den nedbrændte ejendom (matr. 16.). Udhuslængerne er ombygget af flere omgange i 1918 og 1950.

Ejendommen blev i 2014 solgt til ejeren af ”Glavindsminde”.

 

Matr. 17 ejedes frem til 1967 af Signe Damsgård og tidligere af hendes svigerfar Karl Sørensen. Under den tidligere venstre borgmester Niels Høgh blev matr. 17 og 18 nu sammenlagt under navn af ”Vestergården”. Den drives i dag af svigersønnen Jan Laursen i samdrift/eje med mange af byens og omegnens tidligere selvstændige gårde. I alt har gården 220 ha under plov.

 

Matr. 18 udgjorde den tidligere ”Karlby Vestergaard” og var en af de mindre gårde i Karlby. Der har været forskellige ejere til ejendommen bl.a. Peter Nielsen, der i 1905 tog navneforandring til Peter Vestergaard efter gården. Han var i øvrigt bedstefar til Bent Vestergaard, den tidligere redaktør af ”Rosenholmeren”. ”Pe(ter)” Vestergaard var en farverig person med stort rødt skæg. Han var jæger og riffelskytte og modstander af de forhadte gendarmer i tiden før århundredskiftet. Han var formand for skytteforeningen, men var blevet idømt en bøde i forbindelse med et skyttearrangement i Skørring forsamlingshus. Den ville han ikke betale, så derfor blev han af gendarmer ført til afsoning i Randers. Da han vendte hjem, blev han modtaget som en høvding og med faneoptog fra Syvveje ført i procession til Karlby. På vejen passerede de sognefogeden i Skørring, og der sænkede man fanen – noget der blev betragtet som en fornærmelse over for embedsværket. Sognefogeden var en estrup’er - højrepartiet.

Selv samme Pe Vestergaard sov altid med geværet ved sit hovedgærde, og da han en nat vågnede op og troede, der var indbrud, fortælles det, at han affyrede haglbøssen mod den formodede indbrudstyv. Til alt held var der ikke tale om et levende menneske, men derimod hans egen diplomatfrakke, der således led en del overlast.

Gården ejedes efterfølgende af Jens Høgh - faderen til den senere borgmester Niels Høgh, der sammenlagde gården med matr. 17. Stuehuset blev efter en brand omkring 1985 erstattet med et nyere rødstenshus. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stuehuset fra nedlagte Karlby Vestergård (matr. 18) - her med karakteristisk bindingsværk umiddelbart før det nedbrændte omkr. 1985. (PAM)

 

Matr. 19 hørte oprindeligt under matr. 17, men blev i 1908 udskilt til Karl Sørensens bror Valdemar Sørensen og udflyttet til Krogsbæk som ”Overmarksgård”. Den var i nogle år ejet af svigersønnen Jens Damgård og senere igen af dennes søn, inden jorden blev lagt ind under matr. 2c. Det oprindelige stuehus (inden udflytningen) i Karlby ejes af Per Pedersen, Hvilsager.

 

Matr. 20: ”Bjerregården” er udflyttet fra Karlby til ”Bjerrene” midt på marken og i 1914 til nuværende adresse på Krogsbækvej. Den har været ejet af nu afdøde Kaj Krogsbæk Jensen, men er i dag forpagtet ud til Vestergården. En tidligere længe, fra før udflytningen, eksisterede frem til 1995 og var nok på det tidspunkt det ældste hus i Karlby. Her boede Alex Jensen, ”lollikeren”. Hans forældre fra Lolland havde boet i fattighuset.

 

Matr.21: ”Krogsbæk kirkegård” ved ødekirkegården var på 38 tdr. land og lægger i dag jord til ”Krogsbæk flyveplads” ved Per Olsen og sønnen Rasmus. Det er lidt usikkert, om gården er udflyttet fra Karlby.

 

Matr. 22: ”Ridsegården” har været et skovfogedsted og består af jord fra matr. 7 og fra ”Andigården”, dertil yderligere en række parceller fra ejendomme i Karlby, der i dag drives i samdrift/eje. Gården huser i øvrigt den eneste malkebesætning i Karlby-området.

 

Matr. 23: ”Glavindsminde” er af noget overmarksjord (matr. 17) fra Karlby grundlagt af Rasmus Rasmussen, en tidligere lærer i Karlby. Han havde giftet sig med en datter af lærer Glavind, ligeledes Karlby, og opkaldte gården efter svigerfaderen. Han var meget landbrugskyndig, men flytter i 1882 til Karlby, hvor han overtager Magaard. Familiens efterkommere viderefører Glavindsminde frem til midten af 1950’erne, hvorefter den kommer i Anker Laursens eje. I dag ejes den af barnebarnet Anders Laursen. Anders har for nylig købt Magaard, så på denne måde er ringen sluttet. Tidligere er også matr. 2a og 2c samt Overmarksgård og Fårup Overgaard, kaldet ”Smørhullet”, syd for gården lagt ind under Glavindsminde.

 

Sortemosegaard

Matr. 31 og 32 ”Sortemosegaard” er beliggende på Borupvej ca. 2,5 km syd for Karlby. Ejendommen udgjorde oprindeligt to huse under Rosenholm gods. I 1930’erne var gården på i alt 42 ha. I dag er den kun halv så stor. Der er tale om en slægtsgård, hvor de tidligste oplysninger om slægten gælder Frederick Jensen fra Søby. Hans søn, fæstebonden Frederick Fredericksen er formentlig den første i slægten, der er født på gården - i 1781. Navnskiftet afspejler sædvanen med at søn tager efternavn efter faderens fornavn. Denne praksis var gældende indtil 1856, hvorefter det blev indskærpet, at familien over generationer skulle fastholde samme efternavn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sortemosegaard 1895. I forgrunden med pibe ses Frederik Rasmussen (den ældre) og hustruen Mette Margrethe sammen med sønnen Magnus – den senere ejer af ”Karlbygaard”. Th. ses de to øvrige børn: den senere ejer af gården Rasmus Frederik Rasmussen og søsteren Sørine (Sine). I baggrunden mellem de to heste har vi formentlig børnenes bedstefader – Rasmus Frederiksen (søn af Frederick Fredericksen, jfr. teksten)

 

Sortemosegaard var i en lang årrække kendt for sin meget fine malkebesætning, der nok især blev udviklet under Rasmus Fr. Rasmussen. Han var én af landets mest driftige landmænd, som mange gerne ville tage ved lære af.

Der var ifølge gårdens markplanarealer tale om en såkaldt 7-marks drift med vekslende afgrøder af runkelroer (sukkerroer), byg, kartofler, kålroer, udlæg med korn samt 1. og 2. års kløver og græs - dertil marker med vedvarende græs, bl.a. på engarealerne. I 1930’erne bestod besætningen af 23 malkekøer og et tilsvarende antal ungkreaturer, alle af R.D.M. (rød dansk malkerace) - dertil søer og fedesvin samt fire jyske heste. Traktoren holdt først sit indtog i 1951, men gården blev stadig drevet videre på traditionel vis med et til to spand heste, helt frem til 1970.

Gården blev besøgt af talrige landbo- og kvægavlsforeninger samt udenlandske delegationer. Tidligere havde gården selv haft én til to tyre opstaldet, men for at opnå de bedste resultater måtte man tillige benytte Kvægavlsforeningens tyre i Karlby, bl.a. Karlby Eske. Flere avlstyre er også opfostret på gården, bl.a. ”Sortemose” fra 1952. Af en ledende kvægavlsekspert var den dog lidt spøgefuldt blevet omtalt som ”Sorteper”, da dens afkomstresultater havde været noget divergerende, men over tid gav den fremragende resultater og dannede grundlag for mange fine stamtavler.

 

Den seneste ejer i direkte linje er Frederik Rasmussen, der døde i 2008. Han havde i krigsårene fra 1941-44 gennemført en agronomuddannelse i København, men bortset fra studietiden samt efterskole- og højskoleophold havde han stort set levet hele sit liv på Sortemosegaard. Her har han indordnet sig, først under faderens myndige ledelse og siden i mange år alene sammen med moderen Ane Christine.  Han forblev ugift, hvilket kan have været medvirkende til, at han ikke drev gården videre med samme energi og entusiasme som sine forgængere. I virkeligheden skulle han nok aldrig have været landmand. Højskolelærer, kunstner eller noget lignende havde været en mere passende metier for denne sidste bonde på Sortemosegaard.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gårdspladsen på Sortemosegaard med den sidste bonde Frederik Rasmussen, 2002

 

Gården blev aldrig drevet særlig rationel og med egen maskinpark. Markarbejde mv. lod familien således i mange år udføre ved maskinstation, men til op i 1980’erne tumlede Frederik stadig selv rundt med et stort kreaturhold og flere svin. I de senere år var jorden bortforpagtet, medens både udhuse og stuehus i stigende grad forfaldt. Fra 2008 og frem til 2016 var gården ejet af en nevø. Han har netop solgt ejendommen til en lokal blikkenslager – som ægte håndværkertilbud.

 

Andre lokaliteter i tilknytning til Karlby

Af områder, der er underlagt Karlby bys jorde, skal nævnes lokaliteter som Heden, Våsen, Smedegrave, Saksmose, Brouen, Rugtorvet, Djævleskrog, Måjen, Køllen og Brunsmose (Brønsmose).

 

Heden mellem Sofie Amalieskoven og Rosenholmskoven var tidligere en græsningsskov. Det ophørte den med at være i tiden omkring og efter 1805, hvor skovene generelt blev indhegnet med stengærder, for at holde svin og kreaturer ude. Men denne skov blev helt ryddet, formentlig med hedebevoksning til følge. Gården, hvor Gorm Mørck boede, skal tidligere have været en skovriderbolig. Det er også i dette område historien om ”Pigen og den røde sodavand” tager sit udgangspunkt. Ellys fødehjem midt på marken blev efter en brand i 1927 flyttet op til Sortemosevej. (”Rosenholmeren”, nov. 2014).

En anden nabo var Malthe Christensen. Han var altid god for en lun bemærkning. Engang spurgte jeg til, hvordan høsten var gået. Hertil svarede han, at ”kornet var gået i mow!” Nåh! hvordan det?  ”Joh, grisene og hønsene har spist det alt sammen.”

 

Våsen refererer til farbare engveje i Karlby Enge med bl.a. Smedegrave. Brouen (bro over vandløbet fra Rosenholmskoven) ligger på overgangen til Rugtorvet.

Rugtorvet er ikke et sted, hvor der solgtes rug på torvedage, men refererer til et sted ryddet for skov og senere benyttet som overdrev. For enden af vejen ligger 3-4 ejendomme. Her drev Sigvard Sørensen – en 3. broder til Karl og Valdemar Sørensen (matr. 17 og 19), i mange år den ejendom, hvor Eigil Andersen bor. Sigvard flyttede omkring 1960 til Karlby. Han blev nøjagtig 101 år gammel, idet han døde på sin fødselsdag. Han var en ivrig jæger, vist nok tilsat lidt krybskytteri, og som han selv udtalte: ”Mine to brødre fik de største gårde, men jeg er alligevel den, der har klaret mig bedst”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sigvard Sørensen ved Brugsen i Karlby 1992, da begge fyldte 100 år.

 

Djævelskrogen er den del af mosen, der grænser ind til Fælleden. Der vrimlede det tidligere med snoge og hugorme samt fluer og bremser, heraf navnet. Det var også her engelske flyvere under krigen nedkastede våben til modstandsgrupper i Hornslet.

Fælleden udgør ca. 50 tdr. land, og blev omkring 1850 beplantet med gran; det ligger på lavt bund ud mod mosen, og blev tidligere kaldt Tuemosen. Det udgjorde gårdenes græsningsret, men efter deres frikøb tilfaldt området Rosenholm; hovdiget står endnu inde i skoven. Fælledvej fører i dag fra Slotsvej ned til området.

For øvrigt hed Slotsvej frem til kommunesammenlægningen i 1970, Hovvej – den vej, bønderne benyttede, når de ”gik til hov” på Rosenholm.

Måjen ligger i vestsiden af mosen ind mod Karlby (øst for Nørregården) og er et lavt klægjordsområde, hvor byens spildevand tidligere havde afløb, jfr. navnet. I dag pumpes spildevandet til Marbæk Rensningsanlæg ved Skørring.

Køllen refererer til et landsbyfællesskab i udkanten af Karlby. Her, ved indkørslen til Søndergård, afkølede/tørrede bønderne tidligere den spirede maltbyg i forbindelse med ølbrygning (Kølhuset). Længere ude ad Køllen nær Brunsmose lå et teglværk og endnu resterer en række arbejderboliger samt mindre husmandssteder, udstykket fra den nærliggende ”Borupgård”.

 

Min egen ejendom ”Bøgely” i udkanten af Rosenholm skov blev i 1906 udstykket fra Vestergårdens overdrevsmarker. De første ejere var Laurs og Maren Christensen. De opfostrede i alt 9 børn, hvoraf en søn og datter, der begge var ugift, drev ejendommen videre, indtil jeg tog over i 1973. Efter 40 års egendrift er jorden i dag bortforpagtet – til Vestergården.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Bøgely” - et typisk husmandsbrug, som det tog sig ud i 1973. Foto: P. Astrup Madsen

 

Lad mig afslutte min fortælling med en lille anekdote fra den tidligere ejer af ”Bøgely”, træskomand og husmand Karl Christensen. Posten var kommet for at aflevere breve, og Karl var den første på ruten. Der var brev til en cand. mag., som var på besøg hos Chr. Rasmussen i Karlby. Posten, der ikke var så god til det med navne og derfor afleverede breve i henhold til folks titler, spurgte Karl: ”Kender du en cand. mager?” - ” en kandmager”, sagde Karl. ”Det kan da kun være karetmageren. Vi har ikke andre her i byen, der laver kander”.

 

I efterfølgende artikler – næste år og fremefter, vil jeg fortælle lidt mere om folkelivet i Karlby i tiden omkring år 1900 og fremefter.

 

 

Kilder:

Dansk landbrug i tekst og foto. Århus Amt, afdeling III, bind 6. Midtjydsk Bogforlag, Karup. 1992 (I øvrigt henvises til tidligere udgivelser fra 1915, 1925 og 1948).

 

Høgh, Søren 1962. Tidsbilleder fra Karlby omkring år 1900. Randers amts historiske samfund, s. 56-70. 162

 

Madsen, Peter Astrup. Karlbys rødder. Randers amts historiske samfund, s. 54-61. 2015

 

Porsmose, Erling. Danske landsbyer, Gyldendal. 2008

 

 

” Rosenholmeren”, seniorblad nov. 2014

 

ARKIV.DK

Arkiv.dk er landsdækkende Arkibas hvor man kan finde indskannede

ting fra alle lokalarkiver i Danmark.

 

www.arkiv.dk

 

 

 

Side 1 ud af 2