Erindringer fra min barndom:

Erindringer fra min barndom:
af: Aage Helbo i Grenaa nyhedsbrev 1995


Jeg har længe gået med et "brændende" ønske om at fortælle om min barndom, og det drejer sig netop om brænde.
Jeg husker nok tiden for 50 åa siden, hvor Danmark igen blev befriet for tyskernes herredømme her i landet. Mine forældre havde på den tid et lille landbrug i det område, som hedder Østenfjeld. Det er nok meget naturlig, det hedder sådan, for det ligger østen for det, der hedder Fjeld skov, som er den sydligste del af Løvenholm skov. Nu kan det godt være, mine erindringer har nogle forskydninger, for jeg begyndte først at gå i skole den 1. april 1940 og derfor kun svagt kan huske den 9. april dette år. Alligevej står det hele klart for mig den dag i dag, hvorledes vi blev overfløjet af de store tyske fly. Jeg kan endnu se min far true af dem, fordi han var i marken og harve, og hestene var meget vilde, når der kom sådan en flok af disse store modbydelige troppetransportfly, som muligvis skulle videre til Norge.
Mine forældres lille landbrug var kun på 27 tdr. land, og min far derfor kaldt boelsmand, jorden var let jord, 2/3 af den var sandjord. Men det var nu slet ikke det, jeg ville beskæftige mig med her - derimod om brænde på den tid.
Som før nævnt boede vi tæt ved Løvenholm skov, og da der dengang var stor mangel på brændsel, måtte vi jo skaffe alt det, der kunne lade sig gøre at få. Selvfølgelig var der tørv at få, nu skal det lige indskydes, at vi dengang kun havde komfur og kakkelovn, så der skulle bruges både tørv og træ. Det, at vi boede tæt ved Løvenholm skov, var ikke ensbetydende med, at vi sådan uden videre bar kunne få træ derfra, for tyskerne tog al den gavntræ, der kunne skaffes. Derfor blev der oprettet nogle arbejdshold, som kunne rydde træstubbene (kaldet stød) væk, når det gode træ var skovet. Jeg kan huske, der kom en lastbil fra Aarhus hver morgen med 4 - 5 personer, som vi kaldte stødtropperne. De fik en tildeling af sprængstof. De gravede lidt ned omkring trærødderne, lagde lidt af deres sprængstof under, og ved detonationen røg træroden op, og i denne var der meget godt træ.
Jeg kan huske, mine forældre fik sådan noget træ, men det var et frygteligt arbejde at få det slået i stykker. Første skulle man have savet de strittende rødder i siderne af, hvorefter selve centrum af roden skulle kløves og saves. Det kunne mange gange gå ud over saven, for inde i sådan en trærod kunne der godt være en sten, som roden var vokset uden om. Det var ikke godt, når saven måtte bide i sådan en sten. Der skulle også bruges optændingspinde til komfuret, og det var som regel grankvas, man brugte. Det skulle der en tildeling til, for det kunne man ikke bare sådan lige køre ud i skoven og købe. Jeg mindes, hvordan min far engang fik sådan en tildeling, som han skulle hente ca. 10.15 km borte og foregik pr. hestevogn. Det viste sig at være ca. 15 bundter grankvas, som var bundet sammen med ståltråd. Bundterne var på størrelse med det, vi i dag ser juletræer overtrukket med net, så der var ikke meget optændingspinde i det. Det tog en hel dag at hente det, og så skulle det bagefter hugges til optændingspinde.
Tæt ved vores hjem havde to ingeniører fundet på at lave et trækuldsbrænderi. Dette trækul var ideel til optænding i de såkaldte gasgeneratorer, som bilerne kørte med som erstatning for benzinen. De fleste kender nok til denne form for trækkraft, om ikke andet så fra film fra krigens tid. Jeg vil prøve at beskrive, hvorledes dette brænderi foregik. Der blev i første omgang bygget fem miler ned i jorden. De var fem meter dybe og muret op af almindelige teglsten og med  jorden som bund. Så blev der bygget en kran af træ med stålwirer som hejs. Der blev bygget en harpe, som trækullene skulle harpes igennem. Det gav, så vidt jeg husker, fire sorteringer alt efter fin- eller grovhed. Harpen var dog af metal og rund, og den blev trykket i et håndsving. Desuden blev der bygget et lagerrum samt et lille kontor af brædder af grantræ. Lågene til milerne blev lavet af jernplader og forsynet med en skorsten. Sådan et låg var ca. fire meter i diameter. Jeg gad nok vide, hvor de havde fået fat i al det metal, for det var lavet af plader på ca. 6-8 cm tykkelse.
Træet, som man ville bruge at brænde trækul af, var for det meste de store grene fra bøgetræerne. Det gode gavntræ fra bøg blev brugt til at skære op i små terninger som brændsel til gasgeneratorerne. Der kunne man ikke bruge de tykke sidegrene, men de var så ideelle til det andet formål, trækullene. De blev leveret i stykker på ca. en meter og læsset af tæt ved milerne. Man forsøgte også på et tidspunkt at bruge gran, fyr og eg, men det faldt ikke heldigt ud, derimod kunne ask til nød bruges, men bøg var nu det bedste. Der blev tændt et bål i bunden ag milerne, og når ilden havde godt fat, blev der stablet en del træ ovenpå. Når der var godt med ild i dette også, blev der igen smidt mere på. Nu blev låget lagt over med en lille åbning i sen ene side, således at der var en lille smule luft til milen. Nu blev der så smidt mere træ på i omkring 6-8 dage, indtil milen var fyldt helt op. Det brændte således meget langsomt helt til tops, og det betød, at træet i stedet for at brænde til aske kun blev forkullet, og det var netop formålet. Så blev låget lagt helt på, og der blev kastet jord op omkring for at gøre det helt tæt. Nu skulle milen ligge et par dage for at slukkes. Da min far var en lille boelsmand, som nok havde svært ved at få et udkommende på den lille ejendom, så havde han et job ved siden af på dette kulsvieri. Jeg har mangen en gang været med ham henne og fyre på milerne, også om aftenen, for det skulle gerne gøres på nogle bestemte tidspunkter. Det var mange gange kl. 10.00 om aftenen, og sådan en knægt på 8-10 år kunne vel også hjælpe lidt til.
Efter at en mile var blevet kold, skulle den tømmes, og her trådte min far også til. Nu blev låget taget af milen, og kranen hejste en kasse, også lavet af træ, ned i den. Min far gik i milen og skovlede trækullene op i kassen, som så blev hejst op i en silo og herfra løb kullene ned på harpen hvor de sorterede. Heldigvis var der mest af de to groveste for det var dem, som mest blev brugt til gasgeneratorerne, alt efter hvilken slags generator det var. Jeg ved ikke hvad tredie sortering blev brugt til, men den fineste, ved jeg, blev brugt til cindersbaner på de få stadioner, der fandtes dengang.
Det var mange gange ubehageligt for min far at stå nede i milen og skovle trækullene op i kassen, for der kunne være meget gas dernede, og der var ikke noget, der hed gasmaske til det formål. Det var kun tyskerne, der var udstyret med dem. Far fik en lille maske af et stof, som nærmest var som en svamp, for at holde det værste støv ude. Det var ret så ubehageligt, når han var nede ved bunden af milen, for enkelte gange kunne der stadigvæk være ild dernede. Så var det bare med at få råbt om hjælp, så han kunne komme op. Nu var der ikke noget, der dengang hed smudstillæg. det kunne ellers nok være nødvendigt, for hvor så han ud, når han havde været henne og tømme en mile. Ganske vist fik han vistnok nogle få øre mere i timen for at gå ned i milen, men det var for den fare, der var for ild og gasser.
Det gik vistnok vældig godt med afsætning  af trækullene, for senere blev der bygget to miler mere på syv meters dybde. Desværre for de to ingeniører måtte de flytte hele deres virksomhed væk derfra i 1944, for der boede en husmand et lille stykke vest for brænderiet, som anlagde sag mod dem for den frygtelige lugt og røg, som kom fra virksomheden. Denne sag tabte de, og de måtte derfor lukke på dette sted. De prøvede at starte op et andet sted, men nu nærmede krigens slutning sig, og så blev der vist ikke mere ud af det. På det tidspunkt solgte mine forældre også ejendommen, de havde der, og flyttede til Albøge. Jeg måtte nu skifte skole, og det var nok ikke det dårligste, der kunne ske.
Jeg var nu 12 år gammel, og min nye lærer blev jeg meget fortrolig med. Jeg fik et job hos ham som havemand et par eftermiddage om ugen til kr. 5.00 for en eftermiddag. Det var selvfølgelig meget godt det første års tid. Men mellem Albøge og Lyngby var der en tørvemose, hvor min far arbejdede. Her fandt jeg ud af, at jeg kunne tjene kr. 15.oo til kr. 16.oo på en eftermiddag ved at stakke og rejse tørv, så det tog jeg i stedet for. Min lærer blev naturligvis meget sur på mig, men det var der ikke noget at gøre ved. Det resulterede nok også i, at jeg for første og eneste gang har fået et par lussinger i skolen. Det var fuldstændig ufortjent og det prøvede min lærer også senere at undskylde over for min mor, men jeg glemmer det aldrig.